Resultatet ligger allerede på Facebook – men for de nysgerrige er her lidt mere forklaring på min juleferie.
Torsdag d. 22/12 sen eftermiddag sad jeg på flyveren til Amsterdam, derfra et fly videre til Nairobi. Vi ankom kl 7:00 d. 23/12 og efter lidt forvirring fandt vi den rigtige shuttle til Arusha. Det blev til små 5 timers “afrikansk massage” (en bus med ringe affjedring, på dårlig vej) kun afbrudt af en del papir-visum-arbejde ved grænsen mellem Kenya og Tanzania. Men vi kom frem og blev indlogeret på Snow Crest Hotel i meget fornem standard. Et kort smut forbi kontoret der var ansvarlig for ekspeditionen, tilbage igen, lidt aftensmad og så skulle der pakkes grej til næste dag.
Turen fra Arusha mod Kilimanjaro startede lørdag morgen d. 24/12. Hotellet havde godt nok et grantræ med blinkende julepynt, men ellers var der ikke meget jul over denne dag.
Jeg havde frygtet et turist-helvede og var bange for at blive sat på en lang række af folk med vandrestave. Den slags kan skræmme mig fra vid og sans. Min frygt blev heldigvis gjort til skamme. Ekspeditionen bestod denne gang kun af Maj og jeg samt det obligatoriske personale på turen. Der er lavet en aftale med parken om, at en ekspedition består af:
1 Guide
1 Hjælpe-guide
1 Kok
+ 2,5 bærer pr. deltager.
Altså i alt 8 mand til support af Maj og jeg.
Vi blev hentet kl 9 i en fuldt pakket 4-hjulstrækker. Guider, bærer, kok og alt var stuvet sammen. Vores rygsække blev smidt i bilen og af sted gik det. Et kort pitstop i en slags landsby og så videre mod Machame-porten der fører ind til Nationalparken.
Machame ligger i 2000 meters højde, lige i starten af regnskoven. Vi fik tømt bilen igen, lavet papirarbejdet på park-kontoret, pakket om og så var vi ellers klar til at begynde turen.
Vi blev sendt i forvejen. “I’ll catch up with you” var det sidste vi hørte guiden sige. Det nåede han nu aldrig. Hjælpe-guiden og vi andre var i Machame camp længe inden han kom frem. Det gjorde nu ikke noget. Nogle af bærerne som var gået før os, havde allerede fundet et godt sted til teltene.
Camp’en ligger i 3000 meter og de små 1000 højde meter er sat til ca. 3,5t, vi brugte ca. 2:50 på den tur. En super smuk tur gennem regnskoven. Ikke så mange dyr at kigge på, men grønt var der. Allerede der savnede jeg mine trailsko.
Vi hjalp hinanden med at slå telte op og driblede lidt rundt og småsludrede med nogle af de andre. De fleste andre var også på 6-dages tur, enkelte ville bruge 7 dage. Det nåede lige at blive mørkt inden der blev serveret aftensmad. Situationen blev dog lidt akavet.
Der var slæbt klapstole og – bord med, samt et ekstra tippi-telt, som Maj og jeg kunne sidde og spise i. Vi havde håbet hele teamet kunne spise sammen ellers virkede det totalt meningsløst at slæbe sådan noget med. Jeg er meget fokuseret på vægt, kvalitet og funktionalitet når jeg køber grej. Alt det kan jo være fløjtende lige meget, hvis der alligevel skal slæbes en masse overflødigt bras med rundt på bjerget. Helt galt var det, at teltet ikke en gang skulle bruges til beboelse! Filmen knækkede for alvor da Maj havde hørt vi også kun skulle gå ca. 3,5 time dagen efter. Det ville give os en tur fra kl 9:30 til ca. 13. Hvad dælen skulle vi bruge så meget tid i campen til?! Den totale nedsmeltning kom da vi hørte det var ca. samme program for 3. dagen samt, at 2. og 3. dagen ville slutte i ca. samme højde. Nej nej nej.
Maj pressede på for at få slået dag 2 og 3 sammen. Det andet gav absolut ingen mening. Jeg holdt lav profil. De seneste år er gået med, at jeg laver konkurrencer og har travlt med at få flest mulige kilometer i benene, hurtigst muligt. Jeg havde lovet, at denne ferie ikke skulle være en konkurrence.
Det endte dog med, at Maj havde fået fyret så meget op under guiderne, at de stak hovedet ind i teltet efter aftensmaden. Dialogen gik frem og tilbage. De snakkede om, at vi kunne gå hurtigere ned – hvis vi havde “stamina’en” til det. Det var stadig ikke godt nok, det ændrede jo ikke på vores udfordring med dag 2 og 3.
Efter lidt dialog, hvor mulighederne blev vendt og drejet, gik lyset endelig op for chef-guiden. “So you wanna write yourself in my memory” sagde han. Så foreslog han vi rykkede til “Lava Tower” næste morgen. Hvis alt gik vel kunne vi lave top-forsøg om natten mellem dag 2 og 3. Det lød straks meget bedre. Det var langt mere interessant at have et skud mere på toppen, hvis nu vejret eller højdesygen drillede. Vi bad dem ved samme lejlighed droppe deres Karen Blixen-trip med ekstra telt og stole til os. Vi spiser i teltet, præcis på samme vilkår som resten af teamet.
Næste morgen var vi tidligt på færde. Den første morgensol og så var vi på dupperne. Jeg pakkede min 70/75l rygsæk godt og tog et telt med. Dels ville det give mig noget træning og dels er det kun rimeligt at aflaste lidt, når vi nu pressede på distancerne. Derefter strøg vi af sted. Det gik super fint. Maj fik lidt hovedpine i 4600 meter, men vi håbede et par timers hvile ville hjælpe på det.
Det gjorde det desværre ikke. Hen på aftenen begyndte det at sne. Det var hyggeligt at ligge i teltet og høre det trommede på teltduen. Vi fik sovet lidt, spist og hvilet lidt mere. Klokken midnat pakkede vi grejet sammen og rykkede. Bærerne blev tilbage i campen for at pakke telte ned næste morgen og møde os på den anden side.
Alle 4 drog vi af sted med pandelamperne tændt. Det var fedt at gå i sporet og høre den knitrende sne under støvlerne. Det gik fint de første par timer. En blanding af klippe, sne og lidt frosne vandløb der skulle forceres, men sporet var tydeligt. På et tidspunkt rammer vi Western Breach, hvor et stenskred har ødelagt ruten. Vi klatrer rundt på må og få. Kigger mod stjernehimlen og den “ridge”/kant vi kan se på bjergets kontur. Det lykkedes til sidst at finde sporet igen ovre på den anden side. Jeg tænker et par gange under vejs, at hvis foden glider nu – så var det ikke godt at vide, hvornår man stoppede igen. Lyden af sten, der rullede, gav i hvert fald genklang længe.
Maj blev mere og mere dårlig – men hun kæmpede bravt. Kulden begyndte også at bide på hende, men hun nægtede at give op. Vi nåede 5700 meter da morgensolen brød frem. Det var et ca. 1.5 time senere end estimeret. Guiderne ønskede os tillykke og vi fejrede det med en kop varm sukker-the. Desværre var det ikke helt toppen og vi manglede lige de sidste små 200 højdemeter. Absolut ikke det vi havde ønsket os på dette tidspunkt.
Vi gik over plateauet og kiggede på det fantastisk syn af gletscheren på vores venstre side. Imponerende syn – ganske enkelt imponerende. Vi sneglede os op ad den sidste stigning. Maj følte flere gang hun var ved at miste bevidstheden, men det var nemmere at fortsætte end at vende om. Så vi pressede på. Det hjalp lidt på hendes kvalme at holde hovedet nedad, det gav en noget besynderlig klatrestil men op kom hun. Vi var så tæt på nu.
Kl 8:30 nåede vi endelig skiltet, der markerer det højeste punkt i Afrika. Det var perfekt vejr. Høj sol, blå himmel og skyfrit så langt øjet rækkede. En fantastisk oplevelse. Vi hilste på et par andre teams, der havde nået toppen fra en af de mere almindelige ruter.
Vores guider fortalte ivrigt til de andre, at vi kun havde brugt 44 timer på at nå der til via Lava Tower og Western Breach. Det gav en del undren, hovedrysten men bestemt også anerkendelse og respekt fra de andre guider. Efter de obligatoriske billeder, skyndte vi os ned af bjerget igen. Denne gang dog via den lette rute til “Barafu Hut”. De første kilometer ned var hovedsageligt i løst grus. Det var sjovt at give den gas. Underlaget var blødt og lækkert at springe rundt i, selv med tung rygsæk gav støvlerne et perfekt greb.
En kort pause og en protein bar i 4700 meter og så videre ned over High Base Camp og til Mweka Camp, hvor vi ankom kl ca. 15:15. I High Base Camp handlede vi en håndfuld Snickers til den nette sum af 2 USD pr. stk (hvad forventer man ellers i 4000 meter?!). Et energitilskud der faldt på et meget tørt sted, såvel hos guider som os. Turen fra High Base og til Mweka er en slags udtørret vandløb. En blanding af sten og blød jord. Meget uregelmæssigt og ganske udfordrende på trætte ben. Resten af teamet mødte os i Mweka camp, hvor de havde gjort klar til vores ankomst.
Vi var egentligt indstillet på at gå de sidste 3 timer ned også. Men holdet var slidt og det ville give en masse praktiske udfordringer. Kontoret lukkede kl 19 så chaufføren, der skulle samle os op, kunne ikke komme af med bilen igen. Park-kontoret ville være lukket, så vi ikke kunne blive registreret som værende ude af parken igen, desuden mente guiderne vi ville få svært ved at få lov til at gå i mørke osv. Alt i alt var det nemmeste bare at lægge sig og klare det sidste stykke næste morgen. Som sagt, så gjort.
Den første morgensol var netop brudt gennem regnskoven i 3100 meters højde, da vi svingede rygsække på for sidste gang i dette trek. Det gik strygende igennem regnskoven. Humøret var højt selvom benene var trætte. Vi hyggede med guiderne og de andre, som også var på vej ned efter en uforglemmelig tur på toppen. De sidste par kilometer løb vi om kap med hjælpe-guiden. Vi kom stor-grinende ned til Mweka-gate til den ventende chauffør.
Det sidste papirarbejde blev fikset og mens bilen blev pakket, snakkede vi lidt med en amerikansk screen-writer omkring turen (han skriver bl.a. på serien “Wilfred”).
Guiden fortalte han havde lavet over 250 bestigninger i løbet af de 18 års erfaring han havde. Han kendte kun til et par amerikanske team i den tid, der havde lavet samme bedrift – og deriblandt ingen kvinder.
På vejen tilbage til hotellet nåede vi lige et smut forbi kontoret og fik arrangeret et par dages safari. Nu var der jo pludselig mere ferie, der skulle planlægges. Jeg var træt, da vi igen checkede ind på hotellet og trængte mere end almindeligt til et bad.
Igår, dagen derpå, var udstyret blevet tørret, noget af det værste er endda blevet vasket. Et bad og en god nats søvn i en rigtig seng. Kl 8:30 i morges blev vi samlet op og kørte på safari. Jeg var lidt lurens ved tanken om at sidde i en bil i 2 dage og blive fragtet rundt. Men det er godt det samme. Mine ben er helt og aldeles smadret. Jeg vralter rundt. Helt optimalt, at det kun var Maj og jeg på turen. Jeg havde bestemt ikke brug for at der var andre, som skulle stå og vente på, at jeg kom ind og ud af bilen. Det er ynkeligt. Enkelte har smilet til mig og nikket “Kilimanjaro?”. Oh yes.
Ellers er Afrika indtil videre nogenlunde som forventet – på enkelte områder er jeg end dog blevet voldsomt positivt overrasket. Eneste lille udfordring er nu, at jeg har udviklet et behov for en Toyota LandCruiser og noget terræn at køre den i.
Ja ja, tænker du sikkert, det er alt sammen meget godt: Men kan man få Red Bull i Tanzania? Dertil er svaret: JA! (både den med sukker og den uden 
. Nårh ja – og så virker Facebook minsandten også (i modsætning til i Kina og Iran).
