Det har været noget af en rejse. Der er gået 2 uger siden jeg kom hjem fra Patagonien. Den første uge gik med at få vasket, rengjort udstyr, afleveret udstyr og oprydning. Desuden skulle jeg igen i omdrejninger på jobbet. Der efter lidt praktiske ting og papirarbejde. Puh ha.

Anyway jeg er tilbage i alm. gear igen. Min krop har været slidt. Jeg har spist som en hest (ikke kun sunde ting, kan jeg godt afsløre). Jeg kom langsomt i gang med cyklingen igen – men løbet er først nu begyndt at blive behageligt endsige muligt. Så jeg føler mig klar til at kører træningen op igen.

Jeg startede racereporten allerede på vej hjem i flyveren. De sidste dage i Patagonien var ikke just præget af ro og internet-dækning. Mere om det senere, lad os spole tiden tilbage og starte fra begyndelsen.

Mandag d. 13/3

Dagen gik som planlagt med at få handlet de sidste ting. Rømmet vores lejlighed på det ellers hyggelige hostel, samt pakket og leveret vores depot-tasker. Derefter gik vi ud og spiste og fik slappet lidt af.

Dag 1

Racet startede kl 02:30 tirsdag nat. Så vi forlod vores hostel på mountainbike med vores rygsække på. Alt andet var stuvet ind i et skur i haven. Det var køligt men roligt og ikke så koldt som frygtet. Jeg havde fået for meget tøj på, men tænkte det ville være til pas når vi kom i gang med cyklingen.

Vi cyklede ned til startpladsen ved havnen. Samme sted som vores ”skill-test” var foregået. Vi checkede ind, fik vores lejede satelittelefon og race-bibs udleveret. Stemningen emmende af glade og spændte racere, der kun ville een ting – at komme ud og give den gas.

Vi blev linet op på vejen og startskuddet gik. Vi var placeret godt fremme og der blev givet gas fra starten. Det ramte mig som en hammer. Jeg ved ikke hvad der var galt, men jeg måtte kæmpe som en gal for at holde på. De andre virkede som de arbejdede koncentreret men ikke voldsomt hårdt – og jeg sled i det. Min puls var helt i det røde felt. Absolut ikke den start jeg havde håbet på. Her bagefter tror jeg det var for meget stress op til konkurrencen. Der havde været udfordringer, med stort set alt og de sidste dage inden racet. Jeg kæmpede bravt for at få lavet et par afleveringer til mit job. Jeg nåede det, men også kun lige. Nu var racet i gang og kombinationen af forløsning over at vi rent faktisk var kommet frem til start og kulminationen på en hel måneds stress fik det til at kokse. Min krop var komplet umulig.

Mine holdkammerater var heldigvis opmærksomme på mig. Jeg havde sagt at en hurtig start ikke just var min kop the – men at det skulle være så sløjt havde jeg absolut ikke forudset. Der var heldigvis hjælp at hente. Vi kørte de første mange kilometer på asfalt. Jeg lå på hjul lidt nede i feltet, de andre fra teamet var helt fremme. Jeg kæmpede og måtte lukke nogle ”huller”. På et tidpunkt ramte vi grusvej. Et stykke var meget løst og vi røg af sted og stenene sprøjtede om ørerne på os. Pludselig vælter ham foran mig. Jeg når kun lige at råbe og hugge skivebremserne, inden jeg selv røg ned. Heldigvis ikke et voldsomt styrt og der skete ikke noget. Minimale knubs. Jeg blev igen hentet af mine holdkammerater. For at komme op til fronten røg jeg på trækket. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har hængt i et træk, men jeg magtede ikke at lukke hullet selv. Der faldt ro på feltet og vi nåede op igen. Vi lå sammen med de rutinerede GearJunkies og vist nok et enkelt hold foran os og resten af feltet.

Efter 76km nåede vi strandet længere syd på. Det var nøje planlagt. Næste etape var kajak og de ville have os af sted tidligt på dagen, så det passede perfekt. Vi fik pakket cyklerne ned i kasserne. Det tog noget tid. Vi var ikke ordenligt forbedret – hvilket er en naturlig følge af udskiftning af personer og låne-grej mm. Men vi fik rigget kajakkerne til og kom af sted som et af de første hold.

Min krise fortsatte for fuld styrke i kajakken. Der var 2-3 meter høje rullende bølger. Vejrforhold jeg ALDRIG har været i nærheden af at sejle i. Flere gange satte jeg ”skeen” i modsatte side af bølgerne og den bare forsvandt. Der var simpelt hen for langt ned til vandet. Jeg var træt og manglede power. Det er mig stadig en gåde hvordan Peter fik vores båd over det stræde. Thea og Morten klarede sig bedre i deres båd omend Morten også havde sine kampe med bølgerne. Efter godt 20km nåede vi en ø med vores opsamlingspunkt. Snorlige navigation.

Turen henover øen var godt 10km. Kajakkerne skulle slæbes gennem skov, op og ned af bakker, sumpområder og græs-sletter. Det var tungt og slidsomt. Vi havde stadig vores tørdragter på og det blev ganske varmt op ad dagen. Turen tog det meste af dagen. Jeg begyndte heldigvis at få det lidt bedre og kræfterne vendte tilbage.

På den anden side af øen kunne vi mærke det var blæst op. Vi fik besked på at ro yderligere ca. 20km til næste opsamlingspunkt. Men der skulle vi overnatte. Blæsten var for voldsom til at fortsætte over næste stræde. Det var en fin tur. Peter fik søvnkrise det sidste stykke, dejlig fornemmelse at være den med overskud og kunne hjælpe lidt til.

Vi nåede stranden hvor vi skulle slå telt op. Vi frøs, det var køligt, solen var gået ned og vi var gennemblødte af sved. Det er en sløj kombination. Vi fik teltet op, spist lidt og røg i poserne.

Det skulle senere vise sig at allerede på første etape af kajak-strækket var et hold blevet evakueret og indlagt med underafkøling. Det er barsk natur og man skal have styr på sit grej!

Dag 2

Næste morgen stod vi op kl ca. 5. Trak det våde tøj på igen – en klam og kold fornøjelse. Pakkede teltet ned og stuvet kajakkerne. Kl 6 blev løbet igen frigivet og vi sad klar.

Vi roede igen i store bølger over et stræde. Jeg var bedre kørende denne morgen og havde fået lidt mere øvelse i at ro under disse betingelser. På et tidspunkt fik vi følgeskab af en folk sæler der lå og legede 1 meter foran kajakkerne, sprang 2 meter op i luften og hyggede sig. Jeg sad med det bredeste smil på. Ubeskriveligt. Priceless! Vi fik også set finnen på en Chiliensk delfin.

Godt 20km og små 4 timer senere skyllede vi ind på stranden, bogstavligt talt. Hurtigt fik vi pakke kajakgrejet i en plastikpose og skiftet til vores løbe/trekking tøj. Alle mand var friske og vi fik små-luntet de 16km til vores CheckPoint. Et hurtigt skift, et godt måltid, en kop varm the og fyldt rygsækkende og så stak vi videre. Vi forlod CP’et sammen med det Sydafrikanske hold. Trekket var på yderligere godt 60km foruden de 16km vi allerede havde tilbagelagt.

Det viste sig at være en god ide. Sammen fandt vi retningen og ret hurtigt samlede vi et trail op som vi fulgte. En ting vi nok ikke havde turdet gøre alene – men sydafrikanerne er nogle rutinerede drenge og med flere navigatører på kortet var risikoen ikke så stor. Det gik strygende og vi holdt godt tempo. De andre måtte stoppe og ordne pigens fødder vi fortsatte, og mødte bl.a. det franske hold. Vi lå tæt og flere gange så vi hinanden ved vandløb for at tanke vand.

Det blev mørkt og vi prøvede at gå ind i natten. Men skoven var tæt og mange steder var krattet i brysthøjde. Vi blev hurtigt usikre på om vi var der hvor vi troede og dalen passes ikke helt med det vi så på kortet. Vi besluttede at slå lejr for natten. Det er jo lidt meget hvor hurtigt du løber, hvis du er på vej i den forkerte retning.

Dag 3

Næste dag stod vi igen op ved daggry. Vi var kommet op ad den forkerte dal. Men det var ikke noget seriøst. Navigatøren havde et godt opfang og vi besluttede at stikke over bjerget. Det var en flot tur og nok ikke noget der kostede os meget ekstra tid. Vi fik banet os vej igennem den fantastiske natur og ved et af de sidste checkpoint fik vi beskeden om at det sidste checkpoint var flyttet yderligere 16km væk. Noget med en lastbil der ikke kunne komme frem med vores mountainbikes. Det kostede lidt på moralen. 16km er 4 timer ekstra i skoene og ville have taget 30-40min på cyklen. Desuden havde vi ikke helt energi med til de ekstra timer.

Nå det er jo ens for alle og der var ikke så meget at gøre ved det. Så vi kløede på. De ekstra 16km skulle dog vise sig at går hårdt ud over nogle af os. Fødderne fik tæsk og de første vabler meldte sig. Især Mortens fødder var hårdt ramt og han fik en mindre krise. De 16km blev noget længere men til sidst fandt vi det ”nye CP”, vi endelig kunne få vores mountainbikes. Morten havde det stramt, på grænsen til skidt. Han fik noget at spise og røg i posen. Vi andre fik samlet cykler og pakket. Da vi var klar vækkede vi Morten og kom af sted.

Jeg havde god energi. Præcis som jeg plejer at have det på cyklen. Jeg fik den tunge rygsæk, lagde mig i front og fik trukket os et godt stykke af de ca. 140km. Store grusveje, medvind og godt rul i cyklerne. Det var en fornøjelse. Vi havde for lidt vand med og der var ikke meget at finde inde i landet. Så vi måtte stoppe når muligheden bød sig. Tanken var at vi ville køre hele vejen til næste CP – men med natten kom søvnkriserne. Først mig – ganske kort, så blev nogle af de andre ramt og til sidst var tempoet for lavt. Vi slog igen lejr for natten.

Dag 4

Vi stod op, fik pakket – det var nu næsten helt rutine at tage vådt, koldt og klamt tøj på. Op på cyklerne og af sted. Vi nærmede og de rigtige bjerge og fandt hurtigt vand denne morgen. Jeg var stadig i mit es og kunne få lov til at hjælpe lidt med trækket op ad de sidste stejle veje. En længere nedkørsel i den kolde morgenluft og så var vi ved næste CP. Her mødte vi igen vores trofaste følgesvende fra Sydafrika og Frankrig. Et godt og varmt måltid mad, pakke rygsække og ud på det lange trek. Ca. 150km ventede os. Vi havde regnet med det skulle tage ca. 3 dage. Men vi blev klogere – meget klogere. Vi holdt fast i vores strategi med at sove om natten, hvis forholdene ikke var til at navigere.

Første stræk var ad en sti, men det var ikke langt vi kom ad den først vi måtte op af bjergsiden i stedet. Der blev passeret nogle vandløb/kløfter via træstammer som var væltet henover. Det var første gang det gik op for mig, hvor risikabelt det her var eller kunne være. Alt efter hvilke beslutninger man tog under vejs.

Dag 5-6-7-8

Nu begynder dagene at flyde lidt sammen og jeg har ikke fået kortmaterialet fra vores navigatører endnu. Men det er relativt simpelt. Det lange trek er en blanding af bjerge, sump, skov og ”bushwacking”. Det begynder at gå bedre med navigationen. Vi er mere spot-on og nogle af de andre hold begynder at lave fejl og gå i stykker. Vi er konstante i det vi gør. Vi har ikke rutinen og farten, men konstante og uden store brølere. Det kører. Vi får nogle fantastiske oplevelser.

En aften prøver vi at komme over et bjerg og får følgeskab i den beslutning af det franske hold.

Et par gange under den opstigning tænker jeg: ”Hvis mine sko og trekking poles glider nu, så er der ikke noget imorgen”. Men det sker heldigvis ikke. Det er en massiv tanke at lægge sit liv over i sålen på et par Salomon-sko. Vi kommer alle til toppen i god behold. Det er koldt, mørkt og blæsende men vi er der. Det lykkedes dog ikke at finde en vej ned i mørket. Så vi slår lejr på toppen og går ned næste morgen.

Undervejs passerer vi flere floder og vandløb. Smeltevand er latterligt koldt og det er en syret oplevelse at svømme i så stærk strøm. Helt ude af kontrol. Et par af de andre hold kommer i store problemer, men vi er godt kørende på det punkt.

En nat slår vi lejr lige før et langt stærk i sumpområde. Det er koldt om natten og vi opdager det på den hårde måde. Næste morgen er alt og jeg mener ALT frossen til is. Vores sko til brækkes op fordi de er en isklump og umulige at få fødderne i. Strømper er stive som brædder. Underligt – og endnu mere underligt, at man kan få sig til at tage det på og mose videre. Dag efter dag.

Jeg falder på et tidspunk og slår mit knæ på en klippe. Heldigt det ikke gik i stykker – men det hæver op og bliver noget stift. Det giver en alternativ gang – men vi fik det holdt gående.

Vi beslutter også på et tidspunkt at gå ned af en sneklædt bjergside. Vi har dygtige folk på holdet, der kender til sne og har erfaring med forholdene på et bjerg. Men det er stadig ukendte territorier og risikobilledet synes en anelse højt. Men ned kommer vi alle og i god behold.

Vi vælter rundt i bæverland, sump, skov, finder trails fra vilde heste, som er lidt mere fremkommelige. Vi ser de flotteste bjergsøer. Vi oplever sne og slud, sol og blæst. Patagonien byder på alt.

På de sidste stræk ser vi en del gletchere. Det er flot men kan ikke helt aflede vores tanker fra sulten. Vi havde taget mad med til 3 dage. Jeg havde fyldt rygsækken med en del ekstra. Det blev der grinet meget af. Trekket bliver dog i stedet 5 dage langt. Så selvom vi havde ekstra med – så var det slet ikke nok.

Dag 8

Vi ankom til CP19 hvorfra det sidste stykke skulle klares i kajakken. Benene var trætte og vi havde ikke fået meget at spise de 2 sidste dage og da slet ikke mad af kvalitet. Der er grænser for hvor sjovt det er at køre på gels og ren sukker efter en uge i konkurrence. Men vi var trods alt ved godt mod. Vi vidste vores maddepot var fornuftigt og overkroppen var frisk nok til endnu en omgang på søen. Desværre var det stormvejr. Det havde det været et par dage, det kunne tydeligt mærkes på toppen af bjerget – men det var lige så slemt ved vandet. De første hold havde ligget underdrejet i teltet et par døgn. Holdene havde satset hårdt eller undervurderet risikoen, så de var gået på rov i de andre holds maddepoter. Ikke specielt sportsligt, men måske nødvendigt. De kunne så blot have holdt sig til at tage fra de hold som allerede var udgået. De ville nemlig ikke nå frem til deres depot, men der var taget lidt hist og her. En halv cola, slikposer osv. Nå men vi blev mætte og røg i soveposen. Det blev en kort tur. Vi blev vækket kl 22:30 med sidste information om at vi skulle på vandet kl 5:30 næste morgen. Vi stod op kl 3:00, det var lidt for tidligt – men rart at have god tid. Det stormede præcis lige så meget denne morgen som de foregående. Men vi riggede til og havde stævnen i vandet da vi afventede “the final call” på satelittelefonen.

Telefonen ringede og etapen blev aflyst. Det er militæret der styrer området og skal garantere vores sikkerhed. Plan B blev i værksat. Et skib ville komme og hente os et par timer senere. Det er ikke unormalt i dette race at vejret dikterer en stor del af konkurrencen. Det er vikårene. Ud af bådene og ind i et stort “dome”-telt med os racere. Da fragtskibet ankom, sejlede vi ud til en lille pynt blot et par hunderede meter fra stranden. Jeg sad forrest i båden og blev godt våd bare på det korte stykke. Hurra for tørdragt, neoprenhus og solbriller. Vi fik kajakker ombord på det gamle landgangsfartøj, læsset det sidste grej og dampede af sted. Tanken var at vi skulle sejles frem til en fjord og så ro de sidste 10km mod mål. Det tog dog noget længere tid at læsse end forventet, så vi ankom først sent på eftermiddagen til fjorden. Der var det for risikabelt at sejle ind, grundet frygt for isbjerge. Vi måtte ligge for anker og vente natten over. Næste morgen sejlede vi ind i fjorden ved daggry og kun top-3 holdene fik lov til at sejle parade de sidste små 2km op til det der skulle have været mållinjen i dette års race. De blev læsset ombord igen og så gik turen ellers tilbage mod Punta Arenas. En tur der tager et lille døgn tids.

I alt godt 2 dage efter vi startede ud fra CP19 nåede vi endelig civilisationen igen. En taxa tilbage til vores hyggelige hostel. Et par timer med at ordne grej, tage et MEGET tiltrængt bad gik hurtigt. Kl 15 var der afhentning af det sidste grej og en hurtigt gang shopping for dem, der ikke kunne have sko på men måtte i sandaler.

Vi fik slæbt cykelkufferter og alt det andet hjem og brugt igen nogle timer på at få pakket og rengjort udstyr. Et hurtigt smut i byen for at hente kontanter så der kunne betales for overnatning og så afsted til den officielle afslutningscermoni. En lidt sparsom middag, en masse tager og billeder senere var kl 23 og vi tog en taxa tilbage til byen. Vi huggede en pizza i os og fik et par timer på køjen inden vi blev hentet kl 02 for at køre i lufthavnen. Lidt bøvl med flybilletter og overvægt/bagage – men vi nåede kl 04-flyveren til Santiago. Derfra er det gået slag-i-slag mod København.

Det har været en vildt spændende tur. Masser af udfordringer, mange ting er lært, grænser er rykket og alt i alt en oplevelse for livet. Der er fantastisk på de kanter omend noget koldt og temmelig vådt mange steder. Jeg beklager ikke men alting gik helt bananas da vi skulle bruge et helt døgn mere på den båd. Ja færge var det ikke, der var nul service, kun halvsløj mad, vådt og fugtigt over alt med en duft af sved og blod, mugne fødder og klamt tøj.

9 dage er gået hvor vores sko har været enten:

1) Våde

2) Våde og kolde

3) Våde og fulde af mudder

4) Våde og fulde af sne

5) Stiv frosne (både sko og sokker!)

Men nu er jeg tilbage igen, mæt af konkurrence og oplevelse, klar til at få lidt ro på. Gad vide hvor længe det varer?!

Lidt billeder fra turen: http://www.alexandrebuisse.org/blog/2012-Patagonian-Expedition-Race:-The-Shots

Og interview efter vi er kommet hjem: http://go.tv2.dk/morgentv/id-48716865.html

Kl godt 13 begav vi os ned mod havnen. Solen skinnede igen i dag, men her er køligt og det blæser konstant! De var lige knapt klar da vi ankom som nogle af de første og samtidig begyndte de andre teams at ankomme også.

Vi dimsede lidt rundt til den høje musik der væltede ud af højttalerne. Grundet den lidt besværlige klatrebane, de havde lavet, blev det kortet af så 2 skulle vise reb-færdigheder og 2 skulle i kajakkerne. Vi havde heldigvis fint styr på det – selvom meget af grejet er lånt og samlet i aller sidste øjeblik inden afgang.

Efter at have set hvordan en helikopter-redning foregår, drog vi hjem. Lidt aftensmad og så til den officielle åbning. Lidt taler – mest på spansk og præsentation af holdene. Jeg tror aldrig feltet har været så stærkt og så mange hold der bejler til sejren. Vi kører naturligvis vores chance men glæder os mest af alt til turen rundt i den fantastiske landskab! Ingen af os på holdet har erfaring med dette ræs eller denne natur. Det bliver helt sikkert vildt! Netop nu er vores 2 navigatører ved at få overdraget kortene til turen. Så ved vi lidt mere om hvor vildt det bliver. Men vi ved at der er ca. 700km og 2 etaper i hver disciplin af MTB, løb og kajak. Distancerne er også jævnt fordelt i mellem disciplinerne, det er temmelig meget kajak!

Jeg føler mig super priviligeret over at få lov til at være en del af dette hold.

I morgen skal vi lave de sidste indkøb, pakke og rømme vores lejlighed. Kl 17 indleveres tasker til depoterne. Derefter indregistrering og så starter løbet tirsdag morgen/nat kl 2:30. Dette gøres for at vi kan nå til kajakkerne fra daggry, inden det begynder at blæse for meget op.

Du kan følge med på hjemmesiden: http://www.patagonianexpeditionrace.com/ og Facebook: https://www.facebook.com/PatagonianExpeditionRace

Der er en hel hær af filmfolk og fotografer hernede – en del af dem er allerede på vej ud i terrænet. Vi kommer jo vidt omkring på en 700km rute fra A til B. Rygterne siger vi bliver sejlet hjem og det nok tager små 24t at komme hjem (det bliver nok noget med Cap Horn).

Race hard! Catch you on the flip side

Klokken er 02 og jeg skal SÅ meget i seng. Nat nat!

Det er det stærkeste felt og set største i mange år. Der bliver rift om placeringerne.

De har smidt den første teaser op:

Teaser

Det har være en hektisk tid, ikke første gang jeg skriver dette men januar har givet en del udfordringer. Første gik Spanair konkurs, som netop skulle flyve os til Madrid. Billetterne var tabt og nye kostede en mindre formue. Det fik vi dog løst. Vi fik bl.a. et godt tilbud om at blive kørt helt til Madrid. Senest i mandags måtte 2 fra teamet trække sig. Thea og jeg snakkede sammen i telefonen mandag først på aftenen og så skete der ellers noget!

Thea kender mange inden for Adventure-sporten og fik fyret op under nogle stykker. Jeg fik også et par rimeligt gode kort på hånden. Men inden jeg fik set mig om havde Thea fundet Peter og Morten (vi har joket med den navne kombination!). Peter, som har kørt med de bedste danske hold og lavet imponerende resultater i hele verden. Morten som er “Frø” og med en del erfaring fra adventurerace. Virkeligt stærke racere og super personligheder.

Vi var glade da brikkerne faldt på plads i løbet af tirsdagen. Så mangede vi blot økonomien. CUVA strækte sig langt for, at vi kunne komme afsted. Efter lidt snak om økonomi mellem Thea og jeg – var vi enige om ca. “How bad we wanted this”.

Det vi troede skulle være en smal sag viste sig at blive et mindre mareridt. Først nægtede  både rejse- og flyselskab pure at ændre navnene på billetterne. De ville end ikke annullere ordren (som følge af Spanairs konkurs). Så var alternativet at købe nye = på den forkerte side af 15k pr. stk! Igen snakkede Thea og jeg om hvor meget vi ville dette race.

Det endte med at Thea ringede direkte til flyselskabet i Latin Amerika og fik forhandlet frem at billetten kunne opgraderes og dermed ændres til de nye navne for kun 5k pr. stk. Vi bed på – vi vil virkelig gerne det her race. Lidt mails og formularer frem og tilbage.Thea og Peter satte sig i bilen og kørte fra jylland til Kbh. Jeg strøg i Salomon-butikken i Fields og hentede det sidste grej (tak fordi I holdt lidt længere åbent! Det er dælme service).

Onsdag aften kl 23:30 havde vi stadig ikke en afklaring – men vi skulle skaffe en advokat til at sige god for handlen/at flytte billetterne til nyt navn. Hvor skaffer man en advokat onsdag aften kl 23:30?! Men det lykkedes takket være Facebook og flinke venner. TAK!

En mail blev sendt, en opringning og udlevering af kreditkort oplysninger og vupti – vi kunne komme af sted! SÅ skulle der pakkes, godt jeg altid har Red Bull i bilen! Jeg kom hjem kl ca. 2:30 og skulle hente de sidste stumper samt smide min MTB i kufferten. Det lykkedes! Suses min bror i lufthavnen. Hjem og sove en lille time. Derefter hente Morten, i lufthavnen og læsse af og aflevere bilen til svigerfar. Så langt så godt.

Vi fik pakket optimalt i lufthavnen og checket ind. Den flinkeste checkin-dame ever! Vi nåede vores fly og var på vej. Frankfurt bød på 8 timers ventetid, og så videre til Madrid for igen at vente. Det tog os ca. 17 timer at komme ud af Europa. Alt vores bagage var med (vi snakker 4 cykelkufferter og temmelig mange “duffels”). Vi missede flyet fra Santiago men kom heldigvis med det næste. Også denne gang fik vi vores bagage med. Dejligt med lidt medvind. Det var også i Santiago vi kunne se mange af de andre hold ankomme, samt en mindre hør af adventurefotografer. Feltet i år er næsten 20 hold. Talentmassen er ganske stor. Det bliver awesome!

Nå i morgen stå den på gear-check, søndag på test af færdigheder på kajak og klarting samt officiel åbning og “captain’s meeting”, hvor vi også får kort udleveret. Mandag pakker vi og indlevere mad til de 5 depoter vi møder på de ca. 600-700km.  Tirsdag nat kl 2:30 starter racet. Det er køligt men solskin og lyst til ca. kl. 22. De har lovet regn på tirsdag og 5 dage frem.

Trust me – we want this really really bad!

Der begynder at være styr på grejet. Jeg har monteret de nye stumper på min mountainbike. Vi begynder nu at kunne kigge lidt på detaljerne. F.eks. har vi fået mp3-afspillere. Det lyder som en simpel opgave. Men vi kan ikke lade noget op under vejs og at skaffe en mp3′er på AAA-batterier i dag er ikke helt let. Næsten alt har indbygget batteri. Det bringer os så til den næste skridt. Vi skal have nogle hovedtelefoner, der kan tåle tæsk – og mange af dem.

Vi har fået nogle nye venner fra Jabra. Jeg er i  gang med at teste de 2 sæt på billedet. Det ene er trådløst. Det spiller max. Brugsanvisningen er “indbygget”. Strøm på og så fortæller det selv hvad du skal gøre Det er helt kanon til træning, men skal selvfølgelig lades op. Vi må have noget mere “gammeldags” med i marken. Dertil bruger vi det andet sæt, som er med alm. ledning. Det leveres med en forlænger ledning, så mp3′eren kan ligge i ryksæk eller i lommen. Det virker ret godt. Det er de små detaljer, som måske lige kan booste humøret og tempoet når vi er våde og kolde på dag 4.

Nye venner

Weekenden byder på træning, en event og lidt video-optagelser, hvor vi skal lege. Der bliver masser af spændende ting at skrive om. Vi har fået lavet lidt flere optagelser til filmen – og jeg har endda fået lov til at lægge en teaser op med nogle af de utroligt lækre billeder de laver.

Stay tuned!

Jeg er ved at gøre klar til isklatring i Norge i næste weekend. Det sidste nødvendige grej er i hus og resten er bare luksus småting. Det bliver godt med en weekend i godt selskab. Jeg glæder mig til at se mine venner igen.

I denne weekend var jeg forbi Feriemessen i Bella Center. Dels for at kigge til ThoraxTrainer standen og dels for at give et interview med Stig Åvall Severinsen (4-dobbelt verdensmester i fridykning og et hav af rekorder/events) samt Tayeb Braikia (kendt fra cykelsporten bl.a. Lotto-holdet og landsholdstræner). Det var mægtig hyggeligt og meget spændende at snakke med eksperter på hver deres område. Fællesnævneren er personlig ild og passion. Yderst medrivende.

Jeg er så småt også ved at have styr på grejet til Patagonia. En del af denne weekend er gået med at få fikset noget af alt det papirarbejde, der skal klares inden vi må stille til start i konkurrencen. En lidt kedelig del af festen, jeg vil jo helst bare ud og køre noget race. Men jeg forstår naturligvis godt, at race-arrangøren gerne vil have orden i tingene. Så det må vi tage med.

Træningen er ikke forløbet helt så godt som jeg gerne ville. Den har naturligvis været præget af de seneste, temmelig omtumlede, dage. Det er den slags bump man får på vejen her i livet. Jeg har kompenseret ved at fyre den godt af når jeg var af sted, så intensiteten har været ganske fornuftig. Jeg må give den ekstra gas de næste par uger og nappe lidt bonus på ThoraxTraineren – så skal det nok gå.

Der er hentet stumper fra A-H Cykler til mountainbiken. Den skal samles helt vanvittigt godt for ikke at samtlige bolte skal rasle løs i Patagonia. Nyt kranksæt, nye dæk og lock-tight på skruerne – så håber vi den holder hele vejen.

Teamet venter spændt på vores bestilling hos Salomon bliver leveret. Der skal en del tøj til sådan en tur og det er nok begrænset, hvor meget der overlever og er værd at tage med hjem igen. 6-8 dage, hvor der skal forceres tjørnebuske i hoftehøjde, slider en hel del på grejet. Det kræver solidt udstyr og samtidig må det ikke veje noget – vi skal jo selv slæbe på det hele vejen.

Anyway. Hvis du er nysgerrig, har jeg fået strippet videoen ned til ca. 200MB og lagt den her: [Patagonia Expedition Race 2011] Enjoy!

2,5 uge til afgang!

- Og hey, i morgen skal jeg ud og løbe med nogle af de andre fra Team Salomon.

Dette indlæg er en test, i et forsøg på at vise videoen fra racet i 2010. Super motiverende at se hvad der venter os.

Filmen fylder ca. 1GB, og min første tanke var ikke en succes. Jeg prøver noget andet….

Torsdag d. 22/12 sen eftermiddag sad jeg på flyveren til Amsterdam, derfra et fly videre til Nairobi. Vi ankom kl 7:00 d. 23/12 og efter lidt forvirring fandt vi den rigtige shuttle til Arusha. Det blev til små 5 timers “afrikansk massage” (en bus med ringe affjedring, på dårlig vej) kun afbrudt af en del papir-visum-arbejde ved grænsen mellem Kenya og Tanzania. Men vi kom frem og blev indlogeret på Snow Crest Hotel i meget fornem standard. Et kort smut forbi kontoret der var ansvarlig for ekspeditionen, tilbage igen, lidt aftensmad og så skulle der pakkes grej til næste dag.

Turen fra Arusha mod Kilimanjaro startede lørdag morgen d. 24/12. Hotellet havde godt nok et grantræ med blinkende julepynt, men ellers var der ikke meget jul over denne dag.

Jeg havde frygtet et turist-helvede og var bange for at blive sat på en lang række af folk med vandrestave. Den slags kan skræmme mig fra vid og sans. Min frygt blev heldigvis gjort til skamme. Ekspeditionen bestod denne gang kun af Maj og jeg samt det obligatoriske personale på turen. Der er lavet en aftale med parken om, at en ekspedition består af:

1 Guide
1 Hjælpe-guide
1 Kok
+ 2,5 bærer pr. deltager.

Altså i alt 8 mand til support af Maj og jeg.

Vi blev hentet kl 9 i en fuldt pakket 4-hjulstrækker. Guider, bærer, kok og alt var stuvet sammen. Vores rygsække blev smidt i bilen og af sted gik det. Et kort pitstop i en slags landsby og så videre mod Machame-porten der fører ind til Nationalparken.

Machame ligger i 2000 meters højde, lige i starten af regnskoven. Vi fik tømt bilen igen, lavet papirarbejdet på park-kontoret, pakket om og så var vi ellers klar til at begynde turen.

Vi blev sendt i forvejen. “I’ll catch up with you” var det sidste vi hørte guiden sige. Det nåede han nu aldrig. Hjælpe-guiden og vi andre var i Machame camp længe inden han kom frem. Det gjorde nu ikke noget. Nogle af bærerne som var gået før os, havde allerede fundet et godt sted til teltene.

Camp’en ligger i 3000 meter og de små 1000 højde meter er sat til ca. 3,5t, vi brugte ca. 2:50 på den tur. En super smuk tur gennem regnskoven. Ikke så mange dyr at kigge på, men grønt var der. Allerede der savnede jeg mine trailsko.

Vi hjalp hinanden med at slå telte op og driblede lidt rundt og småsludrede med nogle af de andre. De fleste andre var også på 6-dages tur, enkelte ville bruge 7 dage. Det nåede lige at blive mørkt inden der blev serveret aftensmad. Situationen blev dog lidt akavet.

Der var slæbt klapstole og – bord med, samt et ekstra tippi-telt, som Maj og jeg kunne sidde og spise i. Vi havde håbet hele teamet kunne spise sammen ellers virkede det totalt meningsløst at slæbe sådan noget med. Jeg er meget fokuseret på vægt, kvalitet og funktionalitet når jeg køber grej. Alt det kan jo være fløjtende lige meget, hvis der alligevel skal slæbes en masse overflødigt bras med rundt på bjerget. Helt galt var det, at teltet ikke en gang skulle bruges til beboelse! Filmen knækkede for alvor da Maj havde hørt vi også kun skulle gå ca. 3,5 time dagen efter. Det ville give os en tur fra kl 9:30 til ca. 13. Hvad dælen skulle vi bruge så meget tid i campen til?! Den totale nedsmeltning kom da vi hørte det var ca. samme program for 3. dagen samt, at 2. og 3. dagen ville slutte i ca. samme højde. Nej nej nej.

Maj pressede på for at få slået dag 2 og 3 sammen. Det andet gav absolut ingen mening. Jeg holdt lav profil. De seneste år er gået med, at jeg laver konkurrencer og har travlt med at få flest mulige kilometer i benene, hurtigst muligt. Jeg havde lovet, at denne ferie ikke skulle være en konkurrence.

Det endte dog med, at Maj havde fået fyret så meget op under guiderne, at de stak hovedet ind i teltet efter aftensmaden. Dialogen gik frem og tilbage. De snakkede om, at vi kunne gå hurtigere ned – hvis vi havde “stamina’en” til det. Det var stadig ikke godt nok, det ændrede jo ikke på vores udfordring med dag 2 og 3.

Efter lidt dialog, hvor mulighederne blev vendt og drejet, gik lyset endelig op for chef-guiden. “So you wanna write yourself in my memory” sagde han. Så foreslog han vi rykkede til “Lava Tower” næste morgen. Hvis alt gik vel kunne vi lave top-forsøg om natten mellem dag 2 og 3. Det lød straks meget bedre. Det var langt mere interessant at have et skud mere på toppen, hvis nu vejret eller højdesygen drillede. Vi bad dem ved samme lejlighed droppe deres Karen Blixen-trip med ekstra telt og stole til os. Vi spiser i teltet, præcis på samme vilkår som resten af teamet.

Næste morgen var vi tidligt på færde. Den første morgensol og så var vi på dupperne. Jeg pakkede min 70/75l rygsæk godt og tog et telt med. Dels ville det give mig noget træning og dels er det kun rimeligt at aflaste lidt, når vi nu pressede på distancerne. Derefter strøg vi af sted. Det gik super fint. Maj fik lidt hovedpine i 4600 meter, men vi håbede et par timers hvile ville hjælpe på det.

Det gjorde det desværre ikke. Hen på aftenen begyndte det at sne. Det var hyggeligt at ligge i teltet og høre det trommede på teltduen. Vi fik sovet lidt, spist og hvilet lidt mere. Klokken midnat pakkede vi grejet sammen og rykkede. Bærerne blev tilbage i campen for at pakke telte ned næste morgen og møde os på den anden side.

Alle 4 drog vi af sted med pandelamperne tændt. Det var fedt at gå i sporet og høre den knitrende sne under støvlerne. Det gik fint de første par timer. En blanding af klippe, sne og lidt frosne vandløb der skulle forceres, men sporet var tydeligt. På et tidspunkt rammer vi Western Breach, hvor et stenskred har ødelagt ruten. Vi klatrer rundt på må og få. Kigger mod stjernehimlen og den “ridge”/kant vi kan se på bjergets kontur. Det lykkedes til sidst at finde sporet igen ovre på den anden side. Jeg tænker et par gange under vejs, at hvis foden glider nu – så var det ikke godt at vide, hvornår man stoppede igen. Lyden af sten, der rullede, gav i hvert fald genklang længe.

Maj blev mere og mere dårlig – men hun kæmpede bravt. Kulden begyndte også at bide på hende, men hun nægtede at give op. Vi nåede 5700 meter da morgensolen brød frem. Det var et ca. 1.5 time senere end estimeret. Guiderne ønskede os tillykke og vi fejrede det med en kop varm sukker-the. Desværre var det ikke helt toppen og vi manglede lige de sidste små 200 højdemeter. Absolut ikke det vi havde ønsket os på dette tidspunkt.

Vi gik over plateauet og kiggede på det fantastisk syn af gletscheren på vores venstre side. Imponerende syn – ganske enkelt imponerende. Vi sneglede os op ad den sidste stigning. Maj følte flere gang hun var ved at miste bevidstheden, men det var nemmere at fortsætte end at vende om. Så vi pressede på. Det hjalp lidt på hendes kvalme at holde hovedet nedad, det gav en noget besynderlig klatrestil men op kom hun. Vi var så tæt på nu.

Kl 8:30 nåede vi endelig skiltet, der markerer det højeste punkt i Afrika. Det var perfekt vejr. Høj sol, blå himmel og skyfrit så langt øjet rækkede. En fantastisk oplevelse. Vi hilste på et par andre teams, der havde nået toppen fra en af de mere almindelige ruter.

Vores guider fortalte ivrigt til de andre, at vi kun havde brugt 44 timer på at nå der til via Lava Tower og Western Breach. Det gav en del undren, hovedrysten men bestemt også anerkendelse og respekt fra de andre guider. Efter de obligatoriske billeder, skyndte vi os ned af bjerget igen. Denne gang dog via den lette rute til “Barafu Hut”. De første kilometer ned var hovedsageligt i løst grus. Det var sjovt at give den gas. Underlaget var blødt og lækkert at springe rundt i, selv med tung rygsæk gav støvlerne et perfekt greb.

En kort pause og en protein bar i 4700 meter og så videre ned over High Base Camp og til Mweka Camp, hvor vi ankom kl ca. 15:15. I High Base Camp handlede vi en håndfuld Snickers til den nette sum af 2 USD pr. stk (hvad forventer man ellers i 4000 meter?!). Et energitilskud der faldt på et meget tørt sted, såvel hos guider som os. Turen fra High Base og til Mweka er en slags udtørret vandløb. En blanding af sten og blød jord. Meget uregelmæssigt og ganske udfordrende på trætte ben. Resten af teamet mødte os i Mweka camp, hvor de havde gjort klar til vores ankomst.

Vi var egentligt indstillet på at gå de sidste 3 timer ned også. Men holdet var slidt og det ville give en masse praktiske udfordringer. Kontoret lukkede kl 19 så chaufføren, der skulle samle os op, kunne ikke komme af med bilen igen. Park-kontoret ville være lukket, så vi ikke kunne blive registreret som værende ude af parken igen, desuden mente guiderne vi ville få svært ved at få lov til at gå i mørke osv. Alt i alt var det nemmeste bare at lægge sig og klare det sidste stykke næste morgen. Som sagt, så gjort.

Den første morgensol var netop brudt gennem regnskoven i 3100 meters højde, da vi svingede rygsække på for sidste gang i dette trek. Det gik strygende igennem regnskoven. Humøret var højt selvom benene var trætte. Vi hyggede med guiderne og de andre, som også var på vej ned efter en uforglemmelig tur på toppen. De sidste par kilometer løb vi om kap med hjælpe-guiden. Vi kom stor-grinende ned til Mweka-gate til den ventende chauffør.

Det sidste papirarbejde blev fikset og mens bilen blev pakket, snakkede vi lidt med en amerikansk screen-writer omkring turen (han skriver bl.a. på serien “Wilfred”).
Guiden fortalte han havde lavet over 250 bestigninger i løbet af de 18 års erfaring han havde. Han kendte kun til et par amerikanske team i den tid, der havde lavet samme bedrift – og deriblandt ingen kvinder.

På vejen tilbage til hotellet nåede vi lige et smut forbi kontoret og fik arrangeret et par dages safari. Nu var der jo pludselig mere ferie, der skulle planlægges. Jeg var træt, da vi igen checkede ind på hotellet og trængte mere end almindeligt til et bad.

Igår, dagen derpå, var udstyret blevet tørret, noget af det værste er endda blevet vasket. Et bad og en god nats søvn i en rigtig seng. Kl 8:30 i morges blev vi samlet op og kørte på safari. Jeg var lidt lurens ved tanken om at sidde i en bil i 2 dage og blive fragtet rundt. Men det er godt det samme. Mine ben er helt og aldeles smadret. Jeg vralter rundt. Helt optimalt, at det kun var Maj og jeg på turen. Jeg havde bestemt ikke brug for at der var andre, som skulle stå og vente på, at jeg kom ind og ud af bilen. Det er ynkeligt. Enkelte har smilet til mig og nikket “Kilimanjaro?”. Oh yes.

Ellers er Afrika indtil videre nogenlunde som forventet – på enkelte områder er jeg end dog blevet voldsomt positivt overrasket. Eneste lille udfordring er nu, at jeg har udviklet et behov for en Toyota LandCruiser og noget terræn at køre den i.

Ja ja, tænker du sikkert, det er alt sammen meget godt: Men kan man få Red Bull i Tanzania? Dertil er svaret: JA! (både den med sukker og den uden . Nårh ja – og så virker Facebook minsandten også (i modsætning til i Kina og Iran).

Det er nu vi begynder at tænke tilbage på året der gik. For mig betyder det meget at være taknemmelig over de ting vi har oplevet og opnået. Alle dem der har hjulpet mig på vej, venner, sponsorer, kollegaer, bekendte osv. Uden dem var der mange af de gode oplevelser, jeg aldrig havde fået.

For ikke så længe siden havde jeg atter en af disse herlige øjeblikke. Vi var en flok af kendte og nye ansigter som mødtes og trænede sammen. En super god ide af Hr. Garst. Fantastisk opbakning hele vejen rundt. Der blevet givet gas, svedt, smilet og grinet sammen. Den skal helt unikke stunder som jeg bare glæder mig at vi får flere af. Der var endda overskud til at hjælpe andre i denne hektiske juletid. Der blev samlet et flot beløb ind til Kræftens Bekæmpelse. Og nu ingen panik – hvis du ikke nåede det denne gang, så håber jeg vi snart får muligheden igen.

Sådan ser det i hvert fald ud efter en fantastisk træning, man bliver helt glad:

Dagen efter træningen i Køge var jeg igen til FrostCup. En glat og kold bane – men igen et mega fedt løb. Jeg nåede også lige at hilse på mine gode ven David fra Events4U og mange af de andre kendte ansigter i sporten. Fantastisk. Denne gang havde jeg dog ikke knoklet mig selv helt i kælderen inden løbet. Så det blev til hæderlige 37:36 på de 10km. Hvor mange gange mere skal jeg så løbe FrostCup for at være tilbage i storform?

Jeg vil ønske dig og alle andre en rigtig glædelig jul og et forrygende nytår. Der kommer en ny update lige omkring årsskiftet.

Vi SES!

For et par uger siden havde jeg mit første lange træningspas. Jeg brugte lørdagen på at løbe test med en elev. Han var flyvende og vi fik vel ca 11 gode km i benene. Herlig start på dagen. Jeg var lidt brugt da jeg har startet lidt crossfit-træning op igen. Et par Red Bulls i bilen på vej videre til min makker, som mente vi skulle løbe ½-marathon test. Et par kilometers opvarmning og så satte vi igang med ca. 4:10 tempo. Det gik fint men jeg valgte dog at slippe omkring de 19km. Jeg fik tunge ben og ville ikke trække mig selv helt i stykker. Jeg luntede de sidste kilometer hjem.

Derfra videre i bilen til Bagsværd Ro-stadion, hvor den stod på løbe kursus med Fitnessdk. Vi havde fået Jonas (http://langrendsloberen.dk/) til at instruere og give lidt inspiration. Det var et super fedt kursus, altid en fornøjelse at mose rundt i skoven og lege med vennerne. Jeg kunne dog godt mærke at stængerne var lidt møre da jeg stod ud af bilen. 35km med en god slat tempo bider stadigvæk lidt på mig. Ikke overraskende.

Søndag morgen stod den på FrostCup. Benene var absolut ikke klar på 10km race, men de bestemmer jo ikke. Jeg kæmpede en brav kamp for at varme dem op, uden det store held. Det var først omkring de 7km inde i ræset at de gav sig. Min tid blev omkring de 43min. Den slags gør naturligvis lidt ondt og man forstår hvorfor pro’erne hellere bakker af når kroppen ikke vil. Jeg vælger dog at få erfaringen og den moralske sejr over ikke at trække mig. Jeg har prøvet det andet, det virker ikke for mig. Hellere gennemføre med et middelmådigt resultat

Sidste weekend var holdt til Patagonia Expeditionrace samlet. Vi startede med at sejle lidt kajak i bølgerne. Det var turkajakker og min teknik er absolut ikke prangende. Men selvom vi byttede makker et par gang under turen formåede alle at holde os i båden. Det er vigtigt vi får fordelt kræfterne jævnt i bådene. Efter sejlturen testede Niels om vi kan lave tørdragt af vores skaltøj. Det ville give en fordel når vi skal træffe vejvalg under konkurrencen. Vi skal dog nok arbejde lidt mere med det setup

En hurtig bruch og så ind til Dansk Adventure FilmFestival og vise dette års video fra Patagonia. Jeg bliver mere og mere ivrig hver gang jeg ser den film. Jeg skal nok prøve om jeg kan få lagt den op her på siden. Resten af weekenden gik med at snakke grej, grejlister, bestille mad og stumper. Natten tilbragte vi naturligvis udendørs for at teste soveposer og telt.

Jeg har efterhånden fået samlet det meste af det grej jeg skal bruge. Men der mangler jo altid lige et par stumper og noget der kan blive bedre. Tanken er at teste det meste af grejet når julen skal tilbringes med at trave en tur på Kilimanjaro.

Ellers ser det ud til at 2012 byder på:

- Lidt isklaring i Norge (januar)

- Patagonia Expedition Race (februar)

- En del trail løb f.eks. “Nord Vest 100km” [Link] (august) og måske Hammertrail (maj) igen.

- 3-dobbelt IM i Lensahn (juli) – igen i år ser det ud til at Danmark bliver flot repræsenteret.

- og så sniger jeg jo nok Salomon TrailTour (hele året), Copenhagen Challenge (august) ind igen og hvad der ellers kan bruges som forberedelse til 2013.

Jeg har for noget tid siden indledt et samarbejde med en filminstruktør. Vi har snakket lidt sammen og der er blevet lavet lidt billeder. I denne uge har jeg for første gang set et par minutter af optagelserne. Det er super spændende billeder de har fået lavet. Vi laver lidt flere i den kommende tid og ser hvad der kommer ud af det.

Jeg leger lidt med tanken om, hvordan vi kan gøre bloggen her mere interaktiv. Det kunne være fint med noget gode dialoger omkring forskellige emner, links til artikler, sites, races mm. Det kunne være herligt at udfordre mine tanker og oplevelser. Jeg har ikke helt fået “mit hoved omkring det”, men hvis der er gode ideer hører jeg dem naturligvis meget gerne.

Der findes et hav af motivations-videoer, ordsprog mm. Det her er en af de mere imponerende [Link].