Hvem sagde det skulle være let?

Så er konkurrencen overstået. Det blev en af de helt barske af slagsen.

Fredagen startede med medic-test og så læssede vi bilen og kørte ud til teknisk kontrol af udstyr. Vi boede inde i byen, men selve konkurrencen køres i en lille landsby små 5km fra hotellet. Cykler og lys blev rigget til og kontrollen blev klaret uden dikkedarer. Der blev hilst på vores 2 lokale supportere og vi aftalte, at Henrik og jeg selv kørte i supermarkedet og handlede. Som sagt så gjort. Der blev shoppet amok i kakaomælk og hvad vi nu ellers gerne vil have under sådan en konkurrence. En hurtig frokost og så retur til stævnepladsen. Vi nåede lige at ligge lidt i sovesalen, ikke fordi vi kunne sove men bare at ligge i skyggen er dejligt. Det ville blive en varm weekend.

Vi cyklede ud til svømmestarten/T1. Det er små 2km og herligt lige at rulle lidt på cyklen. Timingen var perfekt og der blev varmet lidt op i det dejlige ferskvand. Starten gik og vi kom godt afsted. Jeg hang lidt efter de første, præcis hvor jeg plejer at ligge i feltet. Blandt andet lå jeg efter vores første handicappede ultra-triathlet. Han svømmede med en benprotese som blev holdt sammen med et beslag. Det var nemt at genkende i vandet. Han var dog noget stærkere end jeg. Jeg kan huske jeg blev “lap’et” lige over halvvejs i svømningen. Det passer nok meget godt. Jeg svømmede 1:03 i Challenge og de hurtigste ultra-triathleter svømmer nok ca. 5-6min hurtigere end jeg pr. ironman. Men et eller andet gik galt. Jeg fik aldrig vist “Last lap” skiltet og da jeg mente jeg skulle ud af vandet blev jeg ikke stoppet. Jeg svømmede bare – først da jeg synes jeg havde svømmet 2 omgange for meget, lå der en kajak på tværs i vandet og jeg fik lov til at svømme til broen. Jeg kiggede på uret 2:25 – så langsomt har jeg da vist aldrig svømmet før. Resultatlisten for svømningen viser også meget langsomme svømmetider. Måske ruten har været vel rigelig lang? Fred være med det, vi var der for at gennemføre.

De officielle svømmetiderne må være registreret på en måtte ude på cykelruten – jeg kan se der er gået yderligere 10min fra min egen stopurs-svømmetid.

Jeg cyklede roligt – jeg frygtede varmen dagen efter og jeg synes ikke Challenge viste jeg havde god cykelform. Aftenen gik. De lokale supportere kørte det i fin stil. Man fik en dunk med det man bad om. Jeg fik ingen mellemtider eller placeringer – og spurgte i øvrigt heller ikke. Hen på aftenen skiftede jeg cykelsko – jeg synes carbon sålerne var for hårde ved fødderne. Ret tidligt fik jeg søvnkriser. Træls. Nok fordi jeg kørte lidt for konservativt og dels fordi ugen op til havde været vel rigeligt også. Jeg kan huske jeg sad og overvejede, hvor meget jeg ville slås for konkurrencen. Jeg bliver jo alligevel lidt tændt når jeg først er i gang. På ruten er der et stykke med ca. 10 malede “vejbump”, de er ikke super behagelige at køre over på hårdt pumpede dæk. Jeg var træt og ukoncentreret, jeg skulle have taget en iPod eller søgt lidt følgeskab, men det havde jeg ikke. Så jeg får holdt lidt for meget fokus på de vejbump og ser ikke en af midterkeglerne. Jeg kigger op og ser den 20 cm foran mig. Nogle af keglerne havde gult blink-lys på toppen. Dette var ikke en af dem. Jeg rammer den med fuld smæk (godt 30km/t) og bliver slynget i asfalten. Der bliver ikke taget fra eller bremset det er direkte i underlaget. Jeg ligger ned og ved jeg bare skal væk fra vejen. En af de kvindelige atleter (Suraya) er stoppet og spørger mig flere gange om jeg er OK. Jeg siger jeg er OK. Men nøj min krop gør ondt! Jeg kommer på benene. Får lagt cyklen i græsset og lægger mig ved siden af. Kigger op i den klare mørke stjernehimmel og prøver at samle mig og få styr på kroppen. Et par lokale, der holder fest lidt længere henne ad vejen, kommer løbende til netop som jeg kommer på benene igen. Cyklen kan køre og jeg kommer i gang. Det gør nas – rigtig nas i mine ribben og et par udafskrabninger svier og klistrer til trøjen. Jeg beslutter jeg ikke tør satse at sidde på den agressive “P4″ resten af turen. Så jeg skifter til reserve-cyklen. Det kræver lidt arbejde at få den hente frem og flyttet lyset – men teamet arbejder som Le Mans hold. Jeg kommer af sted. Jeg undrer mig over, at cyklen ikke bipper når jeg kører over en måtte. Arh – chippen. Jeg kører runden og stopper ved supporten. De henter den “gamle” cykel – men der er ingen chip. Den må være knækket af i styret. Vi løber til tidstagningsbilen og jeg får en ny chip sat på. Hvilken kampgejst – her knokler alle for, at vi kan komme videre i ræset. De husker endda at godtgøre de 2 omgange jeg har kørt uden chip. Det er dælme overskud.

Jeg får stillet cyklen, loader depoterne og kommer i gang med at løbe. Jeg har overraskende gode ben – selvom jeg har taget det roligt på cyklen. Eftermiddagen bliver nasty, så jeg skal have de km jeg kan få inden solen bliver alt for streng. Det går fint og jeg løber faktisk lige op med min ungarske kollega Ferenc “Racingmachine”.

Varmen får godt fat og Henrik kommer på løberuten. Jeg har en dårlig svømmetid, min ribben gør nas og vejrtrækningen går ikke i dybden. Jeg kender ikke min placering, jeg skal hjem og jeg har alt at tabe. Så de varme timer skal bare overståes. Andre atleter falder som fluer. Det er Lanzarote når det er værst. Ingen skygge, ingen vind og over 35 grader. Jeg er lige inde og sidde 20min med kolde håndklæder, da jeg mærker varmen er ved at få skovlen under mig. Jeg kommer godt af sted igen. Jeg fylder godt med solcreme på. Kan jeg undgå skoldninger vil jeg gerne det, så ikke noget vandpjaskeri i bruserne ude på ruten.

Teamet henter is og jeg følges nogle runder med Henrik. Det er hyggeligt. På et tidspunkt siger Henrik jeg bare kan løbe og jeg lunter de sidste godt 15km hjem.

Det bliver til en samlet 5. plads (4.plads i mandrækken) – en enkelt pige får sneget sig ind før mig. Hun løb ganske imponerende i varmen. Jeg har brugt næsten 5 timere mere end sidst jeg kørte det stævne. Noget af en oplevelse.

Jeg er lidt bekymret for min næste konkurrence, det er allerede om 12 dage og min krop kan ingenting nu. Hudafskrabningerne svier og strammer, men det er det mindste. Mine ribben gør rigtig ondt. Jeg er helt sunket sammen i højre side og kan stort set ikke bevæge mig. Men jeg skal af sted. Det skal lykkes – og der er ingen, der har lovet mig at det skulle være nemt.

Kan man plaske 7,6km ben evt. en-arms crawl og stadig nå cut-off?

This entry was posted in Dagbog. Bookmark the permalink.

Comments are closed.