Blandingsforhold 5:1 – racereport

Ja, så nåede vi 5 ironmans på en måned: Challenge Copenhagen (1 stk), Dobbelt Ironman Slovenien (2 stk) og Dobbelt Ironman Schweiz (2 stk). Vi er godt på vej og min krop er stadig frisk.

Konkurrencen i Schweiz blev nogenlunde som planlagt. Vi stod tidligt op og var ved poolen godt 30min før start. Jeg fik, med lidt hjælp, våddragten på og kom i vandet. Starten gik fint, jeg var placeret i en bane med langsommere svømmere; end hvor jeg normalt er placeret. Det var fint nok. Jeg havde ikke fået sovet så godt i dagene op til konkurrencen. Dels grundet mine trykkede ribben og dels rejsetiden. Især ribben var jeg usikker på, så jeg lagde roligt ud. Det endte dog hurtigt med, at jeg måtte ligge og trække selv. Det nev lidt i rotationen, men ellers havde jeg godt fat i vandet og trækket var ikke direkte smertefuldt. Jeg blev hevet ud af vandet efter 2 timer og 20 min. Jeg fatter stadig ikke, at jeg svømmer så langsomt. Det passer slet ikke med min svømmetid til Challenge, men OK nu er Schweiz nok ikke lige reference-stævnet. Jeg skal helt sikkert tilbage til mit normale niveau – eller bedre :)

Skiftet til cykling gik nemt. Jeg havde valgt at køre på træningscyklen. Enkeltstarteren ville være for hård ved ribben og ryg i min tilstand. Det viste sig at være et godt valg. Ruten var hård og teknisk. En bakke på turen og en del op og ned af cykelsti/kantsten.

De første 140km var lidt tunge at komme igennem. Kroppen er en værdig modstander. Hvis der er noget blokeret i kroppen, så udsendes en signalstof til musklerne om “at de lige skal skrue lidt ned for poweren”. Det er for, at kroppen ikke splitter sig selv mere ad. Du kan selv lave øvelsen, hvis du vil vide hvad jeg snakker om. Prøv at lave en benøvelse og se hvor meget kraft du har. Derefter får du en til at “låse” dit tommefingerled (press leddet sammen og tvist det lidt). Så vil kroppen registeret at leddet er “låst” og fortælle dette til resten af kroppen. Prøv nu at gentage din benøvelse. Du vil opdage at din præstation er markant forringet. Det er bl.a. derfor man bør varme op og sikre bevægelighed i hele kroppen, inden man skal præstere.

Men nu var mine ribben ikke sådan lige at “løsne op”. De sad stram til og kroppen/benene havde ingen power. Det var præcis den fornemmelse jeg kørte med. Især op ad bakken var der intet at skyde med. Jeg kørte jævnt men ved ca. 140km var det som om, at kroppen slap taget lidt. Det gik bedre med at kommer op ad bakken og jeg kunne nu rejse mig i pedalerne.

Det var varmt – rigtig rigtig varmt. Min ernæring kørte ikke helt på cyklen. Jeg drak fint, men fik ikke spist nok. Det dryssede med salt og mineraler fra de store skjolder på cykeltrøjen.

Kl 20 var det tid til at få lys på. Jeg var træt og ville ikke satse noget på den tekniske rute, så jeg smed mig et par minutter i græsset. Det hjalp og jeg kunne cykle de sidste par timer i frisk tempo og uden at kæmpe alt for meget mod søvnmonstrene. Jeg satte cyklen efter 360km, vel at mærke uden at have været i asfalten. Det, i sig selv, er jo ved at være noget af en bedrift for mig.

Kl 22:15 var jeg klar til at starte løbet. Vi skulle løbe om natten, hvilket passer mig helt perfekt. Det var køligt/tempereret og mit løbetøj virker helt fantastisk. Jeg havde rimeligt gode ben og ribbenene var ikke noget synderligt problem. Jeg måtte powernappe et par gange, da jeg begyndte at sejle rundt på stien. Det var fint – jeg kørte jo ikke for placeringen. De sidste godt 10 runder løb jeg sammen med Ferenc, som jo vandt Mexico sidste år. Det var hyggeligt, vi løb og sludrede. Han havde maveproblemer og jeg havde hentet lidt på ham. Jeg blev fejlinformeret af race director omkring min placering. Havde det været en vigtigt race for mig, ville jeg naturligvis have haft mit team til at checke og dobbelt-checke oplysningerne og de nærmeste kon-kollegaer. Men her var det lige meget. René kæmpede en brav kamp og jeg vidste ikke engang, at det var mig han dystede med. Vi lå ret tæt Ferenc, René og jeg. Det sidste runde er “fredet”, en slags gentleman-agreement, så der er tid til at hilse på de andre atleter. Jeg måtte gå langsomt for ikke at overhale René og holde min 6. plads.

Efter jeg nåede i mål, fik jeg et bad, rent tøj og mine resitutionssko. Et par timer på øjet i teltet og så var det tid til at hjælpe lidt til med supporten. Vi fik pakket teltlejren ned og heppet den sidste atlet i mål. Et par billeder med trofæer og så ind i bilen. Kl var 17:36 da jeg satte mig bag rattet og trykkede “DK via Puttgarden” ind på GPS’en. Det blev en lang køretur hjem og det var mandag morgen inden vi nåede København.

Ugen er gået med arbejde, et interview, få pakket ud, vasket tøj og trænet lidt. Ribben er ved at være fine igen – jeg kan nu igen ligge ned og sove. Vi har haft supportmøde omkring konkurrencen på Sicilien. Det glæder jeg mig vildt meget til.

Hvem skulle tro at trykkede ribben kan kureres med dobbelt-ironman?!

 

This entry was posted in Dagbog. Bookmark the permalink.

Comments are closed.