Så er vi halvvejs i konkurrencen, og supportere samt og ikke mindst deltagere kan begynde nedtællingen til søndag aften/nat, hvor de selvvalgte pinsler får en ende. For italienske Paolo Patrona sluttede de dog allerede på femtedagen, hvor en beskadiget og ubevægelig ankel satte en stopper for løjerne.

Kim har haft en yderst tilfredsstillende dag på kontoret – i dag var arbejdsdagen under 12 timer lang (formentlig, løbetiden er ikke officiel endnu). Svømmetiden på 1 time og 4 minutter er ganske godkendt, og igen i dag havde Kim hurtigste cykeltid af alle. Det skader selvsagt ikke kampgejsten, at Kim midtvejs i strabadserne kan holde fornuftige tider i alle tre discipliner, og man fornemmer, at konkurrencegenet er ved at blive vakt til live i ham, selv om verdensrekorden stadig er den erklærede målsætning og har topprioritet.

I skrivende stund ligger Kim nyvasket og tilfreds i sengen og spiser pizza – bevidstheden om, at mange af konkurrenterne stadig tøffer rundt i løbesporet får den ikke til at smage dårligere!

This entry was posted in Sicilien. Bookmark the permalink.

Comments are closed.