Mandefald!

Som man ofte oplever det i Tour de France og lignende udholdenhedskonkurrencer, så begynder det at tynde ud i deltagerfeltet, når konkurrencens halve distance er tilbagelagt. I går aftes kostede en ødelagt ankel den videre deltagelse for italieneren Paolo Patrona, og i ly af natten måtte også amerikanske Leslie Holton strække våben. Efter sigende forsøgte hun i flere ombæringer at lindre smerterne ved et besøg hos massøren, men den lokale heksedoktor kunne altså ikke udrette mirakler denne gang.

Her til morgen måtte tyskeren Arnold Wiegand så også, til almen forbløffelse, opgive sin videre færd på Pergusas autodromo. Under gårsdagens maratonløb lagde vi godt mærke til, at hans ageren virkede besynderlig. Når vi mødte ham ude på ruten, kom han os i møde i fuldt firspring og tilsyneladende med et urovækkende og frygtindgydende overskud med så mange kilometer i benene, men da undertegnede et par gange forsøgsvis vendte mig om efter at vi havde passeret ham, så var han straks nede i gå-tempo igen. Kim var af den overbevisning, at han spillede mind games med os, men undertegnede havde tidligere på aften hørt ham beklage sig til en af arrangørerne over et læderet knæ og ømme fødder. Om hans skavanker er resultatet af en uforudselig skade eller for hårdt et udlæg (specielt på løbedelen) skal vi lade være usagt, men den tyske ultratriatlet stillede i hvert fald ikke til start i svømmepølen i dag.

Erobringen af verdensrekorden forbliver fremdeles Kims primære mål, men det er indlysende, at med germanerens exit forsvinder en alvorlig trussel mod Kims forhåbninger om en samlet sejr. Som stillingen er i øjeblikket bliver østrigeren Harald Oswald og franskmanden Thierry Delhaye de alvorligste konkurrenter. Alt vil dog, næppe overraskende, afhænge af deltagernes udholdenhed og evne til at æde sig selv. På det sidste maratonløb kan man snildt miste 3 – 4 timer!

Kim har fået sovet igennem i nat og er stadig ved godt mod og uden nævneværdige problemer hvis man fraregner en naturlig træthed. Dagens svømning blev klaret i 1 time og 4 minutter. Strategien for dagens cykling og løb afhænger bl.a. af vejret. I går var en vindstille og noget mere kølig dag end deltagerne hidtil har været udsat for, og det bekom tydeligvis Kim vel. Endnu en spændende dag venter!

This entry was posted in Sicilien. Bookmark the permalink.

Comments are closed.