Kortvarig panik!

”Det er Fandme dejligt at køre race med så professionelt et supportteam!”

Den bramfri, rosende og uopfordrede konstatering rablede Kim af sig, mens han blev hjulpet i cykeltøjet, smurt ind i vaseline, udstyret med ipod og smidt op på den ventende Cervelo. Lovprisningen lunede selvfølgelig, men den var også tæt på at vise sig uberettiget. Klokken 16.01 flænsedes den sommerlune sicilianske eftermiddagsstilhed af Johns lettere paniske stemme, der forkyndte: ”Jesper! Vi har glemt Kims løbesko!!”

Problemet bestod deri, at Kim på dette tidspunkt var godt i gang med næstsidste omgang på cyklen, og det havde næppe kastet flere anprisninger af sig, hvis Kim havde været nødsaget til at gennemføre første løbetur iført cykelsko. Med lynets hast fik John startet den lejede Renault, kørt til hotellet, hentet løbesko og indfundet sig på autodromen igen klokken 16.10. To minutter før Kim intetanende trillede over målstregen for sidste gang på dagens cykeltur. Rygtet vil vide, at John kørte med en ophøjet foragt for trafiksikkerhed og færdselslovens bestemmelser, der ville få selv en italiener til at rødme…

Dagens konkurrence er forløbet nogenlunde identisk med gårsdagens. Stort set samme tider i alle tre discipliner, igen hurtigste mand på cyklen, og nok en gang en maraton under de 5 timer. Kan Kim holde kadencen på de afsluttende 4 dage, så skal konkurrenterne for alvor have det lange ben foran! Englænderen David Clamp, der blev nummer 2 på Deca-distancen i Mexico i november-december sidste år, skal således ud og indhente knap op nap 6,5 timer på Kim over de næste 4 dage! Franskmanden Thierry ser stadig skarp ud og ligner i øjeblikket Kims hårdeste konkurrent. Helbredsmæssigt har Kim det stadig glimrende, omstændighederne taget i betragtning, dog er benene ved at føles lidt stive.

I morgen kommer Maj herned, og det vil uomtvisteligt højne Kims moral endnu mere at få hende med på et par løbeture m.m.

This entry was posted in Sicilien. Bookmark the permalink.

Comments are closed.