Game on!

Som skrevet i går, så blev der virkelig lukket op for sluserne under løbedisciplinen i går aftes. Franskmanden Thierry fyrede for alvor op under alle turbinerne og klemte en maratontid på 4 timer og 21 minutter ud af de medtagne ben. Franskmandens opskruede hastighed spillede for alvor en presball over på Greisens banehalvdel, og Kim var ikke sen til at tage udfordringen op.

Følge Thierrys tempo kunne Kim dog ikke helt, og da målstregen blev passeret for sidste gang kunne Kim bogføre et tidstab på 19 minutter på løbedistancen, eller lige godt et halvt minut per kilometer. Heldigvis havde Kim et forspring på 50 minutter på cyklingen at tære af, så gårsdagens nettogevinst lød altså på en god halv time. Det lunede gevaldigt og giver en roligere mavefornemmelse forud for konkurrencens afsluttende tre dage.

Dagens gameplan går ud på at forsøge at holde nogenlunde samme tid i alle tre discipliner som de foregående dage. Derved tvinges franskmanden ud i en ny offensiv satsning i jagten på at fravriste Kim duksepladsen, med alle de indbyggede risici for overbelastninger og fysiske nedbrud, der er indbygget i enhver forcering så sent i konkurrencen.

Dagens svømmedistance blev tilbagelagt i tiden 1 time og 5 minutter, altså samme tid som i går. I øjeblikket foregår Kims favoritdisciplin – cyklingen. Forhåbentlig kan Kim her opbygge et tidforråd, så der er noget at give af, når/hvis franskmanden atter spiller hårdt ud når løbeskoene er snøret.

This entry was posted in Sicilien. Bookmark the permalink.

Comments are closed.