Rumperemmen Strammes!

7,6 kilometer svømning, 360 kilometer cykling og 84,4 kilometer løb skiller nu deltagerne fra en lykkelig omend ikke smertefri afslutning på ”Deca Iron Italy”.

Tredjesidste racedag bød, helt som forventet, på tilspidset og knivskarp konkurrence. Allerede under svømningen kunne man se englænderen Clamp og østrigeren Oswald ligge side om side i bassinet uden at ville give sig en tøddel. Begge lurede på tredjepladsen, som indehavedes af italieneren Di Giorgio. Begge blev de noteret for samme tid, og begge distancerede de den lokale helt med mere end 20 minutter.

Da deltagerne starter i to forskellige heats, havde franskmanden overstået svømningen, da Kim tog de første crawltag. Senere viste tidtagningen, at Thierry havde snuppet et enkelt minut fra Kim. På cyklen virkede franskmanden også stærkere end tidligere, ligesom David Clamp også havde en god dag. Harald Oswald mistede til gengæld pusten og måtte hurtigt opgive at følge det opskruede tempo. Østrigeren Hermann Steinacher, der de foregående dage har været voldsomt plaget af vabler, havde tilsyneladende overvundet sine vanskeligheder: cyklingen klarede han fornemt, løbet gik endnu bedre, og han var rundt i den fornemme tid 11 timer og 20 minutter. Det kunne selv ikke Thierry matche, trods en løbetid på 4.14!

Bedst af alle var dog danneboeren Greisen! Med imponerende 5.36 på cyklen grundlagde han dagens bedste samlede tid på 11.19! Dermed blev forspringet til Thierry udbygget til 2 timer. Undervejs så Kim særdeles koncentreret, nærmest forbistret ud, og der var ikke mange smil tilovers til supportteamet, hvilket også er underordnet! Fokuseringen gav pote, og nu må franskmanden ud i en alt-eller-intet satsning, hvis han skal true Kim! En spændende næstsidste dag venter!

This entry was posted in Sicilien. Bookmark the permalink.

Comments are closed.