Den besværlige verdensrekord

Der er mange måder at sikre sig en (verdens-)rekord på indenfor idrættens univers. Michael Phelps benyttede 8 finaledage til at hjemtage 8 olympiske guldmedaljer fra Beijings olympiske svømmestadion, Marco Pantani skulle bruge lige under 38 minutter til at flintre op ad Alpe d’Huez og Usain Bolt brugte mindre end 10 sekunder til erobringen af verdensrekorden på 100 meter løb.

Kim Greisen har foretrukket en noget mere møjsommelig adgang til historiens og rekordernes annaler. 686 timer, 51 minutter og 38 sekunder har det i effektiv racetid taget den danske jernmand at blive den første ultratriatlet nogensinde, der har gennemført ironman distancen 35 gange på et år. Også geografisk er Greisens verdensrekord i sandhed mere globalt favnende end mange andre rekorder; hvor de herrer Phelps, Pantani og Bolt kunne demonstrere deres atletiske overlegenhed indenfor rammerne af en swimmingpool, 21 hårnålesving og en cindersbane, har Greisens rekordjagt ført ham til 2 kontinenter og den er bragt i hus i ikke mindre end en håndfuld lande; Mexico, Danmark, Slovenien, Schweiz og Italien.

For at sætte præstationerne yderligere i relief: den amerikanske svømmelegende tilbagelagde 1500 m i svømmebassinet (kun finaleheats), den italienske cykelpirat åd 13,9 km fransk alpeasfalt i sin tempoeksplosion, og det jamaicanske hurtigløberfænomen sprintede sig, i sagens natur, vej hen over 100 meter kunststof. ”Det skal være vildere!” er som bekendt et af Greisens mantraer, så naturligvis må proportionerne i hans verdensrekord være anderledes frygtindgydende: 133 kilometer svømning, 6300 kilometer cykling og 1476,8 kilometer løb! Det svarer i grove træk til en distance fra Vejle i Danmark til Jalalabad i Afghanistan!

Følgende illustration kan tydeliggøre omfanget af Greisens bedrifter:
Vejle – Flensburg (små 135 km)
Flensburg – Sabzevar (Iran): 6300 km
Sabzevar – Jalalabad (Afghanistan): 1500 km

Kims sammenlagte racedistance

Altså en sviptur gennem dansk farvand efterfulgt af en cykeltur og lidt let løb gennem Tyskland, Tjekkiet, Slovenien, Ungarn, Serbien, Bulgarien, Tyrkiet, Iran og næsten hele Afghanistan! Man savner næsten ord…

Skal Greisen leve op til sit eget motto om kontinuerlig vildskab i de ting, han går og sysler med i sin fritid, så er det klart, at næste konkurrence må være vildere end 10 Ironmen på 10 dage. Det kan i den forbindelse oplyses, at arrangørerne i 2015 planlægger 30 Ironmen på 30 dage…

This entry was posted in Sicilien. Bookmark the permalink.

Comments are closed.