Hej igen,

Det er ikke nogen hemmelighed, at 2011 har været kontrasternes år for mig. Der har været rigtig meget at glæde sig over og nogle ting, som har været mindre sjove. Det sætter altid nogle tanker i gang.

Men først er jeg nødt til at lave en rettelse, inden nogen taber et væddemål eller får et oste-spørgsmål i Trivial Persuit.

Jeg skrev til Vincenzo for at høre om hans IM-rekord på 1år/365 dage. Der var, på det tidspunkt, lidt forskellige tal i omløb. Svaret jeg fik var “34 sat i 2006″. Ud fra det planlagde jeg så 35 IM (jeg skulle have haft Lensahn med – men måtte melde fra pga. arbejde i Kina).
Ikke for at rekorden i sig selv er interessant. De kan jo laves hver søndag og onsdag et helt år, hvis man ønskede det og havde budget. Men rent motivationsmæssigt var det en god udfordring. Dels at få planlagt og afviklet projektet. Dels fordi der altid ligger nogle spændende oplevelser i at køre konkurrencer. Uanset om det er trykkede ribben eller en uventet 1. plads.
I fredags modtog jeg så en mail fra Vincenzo, at han var ked af det – men han havde faktisk lavet en 5-dobbelt i 2005. Så hvis han regnede nov05-nov06 kunne han mønstre ikke mindre end 39! IM på 365 dage – de 34 er inden for eet kalender år.

Jeg kan således ikke hævde at have rekorden på nuværende tidspunkt. De 35 IM er dermed min “Personal Best” og måske endda Nordisk rekord? Fejlen skulle hermed være rettet – jeg poster naturligvis også rettelse på Facebook.

Pludselig blev sejren i Italien så meget mere forunderlig. Det er fantastisk at tænke tilbage på. Jeg har øvet mig i næsten 10 år. Det har krævet 3 stk. dobbelte-IM, start i 5 stk. 3-dobbelte, 2 stk. 10-dobbelt, 1 stk 20-dobbelt og et utal af enkelte Ironmans, adventureraces og træningstimer før det lykkedes mig og teamet at komme øverst på pallen.
Alene det faktum, at jeg har haft nummer på maven i hel måned, non-stop dag og nat, ud af de seneste 12 i mit liv er jo en vanvittig tanke. Det er 8% at mit liv det seneste år! Rent mentalt var det et par meget særprægede dage fra dag 5-9. Min hjerne kogte konstant omkring at få det optimale ud af mine ressourcer. Heldigvis tager Jesper (og John) ikke så meget pis. Det er bare at bide tænderne sammen og trække igennem, der var styr på mellemtiderne og overblik i teamet. At det lykkedes er en ubeskrivelig følelse! Ganske enkelt.

Tiden fra jeg kom hjem er gået stærkt – meget stærkt. Jeg blev mødt af et fantastisk syn i lufthavnen – en masse af de mennesker jeg træner sammen med, holder af og som har bakket mig trofast op de sidste mange år. Af hjertet TAK! Tak til mine kollegaer på NNIT, projektet på GN ReSound, sponsorer og alle I andre der har fulgt med og hjulpet til for at få det til at lykkedes. Tak til jer der står op kl. klatøje sommer og vinter for at træne sammen med mig. Tusinde, tusinde tak!

Tirsdag var jeg tilbage på jobbet og aftenen gik med praktiske ting som at pakke ud og vaske tøj. Onsdag morgentræning, job, løbetræning med de hurtige fra Clipper og direkte til møde om aftenen. Torsdag gik med job og spise ude. Fredag sad jeg igen i flyveren til Kina. Vildt nok.

2011 har været hektisk og der har været langt fra de bedste til de mest triste oplevelser. Jeg spekulerer ofte på, hvad der driver mig. Når tiderne har været som i år, er jeg tættere på svaret. Een ting er selvfølgelig oplevelsen med teamet, når vi er af sted. Jeg er heldigvis omgivet af pragtfulde mennesker, der kan holde dampen oppe, selv når det er lidt stramt.
Men de store udsving får mig til, også at sætte større pris på de mindre ting i livet. Tænk at sidde i bilen, en ganske almindelig arbejdsdag, på vej ud til projektet, med øre-til-øre smil og bare glæde sig over dagen og livet. Det er ikke nemt at forklare, men fornøjelsen er ikke til at tage fejl af. Life is beautiful.

Denne uge går med arbejde i Kina. Et monster spændende projekt. Jeg er dybt taknemmelig for de muligheder, jeg har fået her i livet. Træningen er sat lidt på standby. Lysten til at give gas er der, men det kan ikke blive ved. Kroppen får lidt ro nu, så den hurtigt er klar til flere eventyr. Anklerne har fået normal størrelse igen og jeg håber at kunne starte nye træningsprincipper op, når jeg kommer hjem. Jeg har fået et godt “lead”, som vi siger i konsulentbranchen :)

Men “HVAD SKAL DER SKE?!” tænker du nok…..og inderst inde kender du godt svaret: Det skal være vildere!
- og det bliver det så: Patagonia Expedition Race

This entry was posted in Sicilien. Bookmark the permalink.

Comments are closed.