Tung start på 2012 – men jeg kommer igen!

Så er vi i gang med 2012. Det har været en lidt tung start for mig. Jeg har prioriteret familien, desværre af nogle triste årsager. Den slags vælter altid kalenderen. Så jeg måtte aflyse vores samling med adventurerace-teamet til Patagonia i sidste weekend. Rigtig træls, som de siger i Jylland, men den slags prioriteringer er ikke svære at lave.

Jeg er ved at gøre klar til isklatring i Norge i næste weekend. Det sidste nødvendige grej er i hus og resten er bare luksus småting. Det bliver godt med en weekend i godt selskab. Jeg glæder mig til at se mine venner igen.

I denne weekend var jeg forbi Feriemessen i Bella Center. Dels for at kigge til ThoraxTrainer standen og dels for at give et interview med Stig Åvall Severinsen (4-dobbelt verdensmester i fridykning og et hav af rekorder/events) samt Tayeb Braikia (kendt fra cykelsporten bl.a. Lotto-holdet og landsholdstræner). Det var mægtig hyggeligt og meget spændende at snakke med eksperter på hver deres område. Fællesnævneren er personlig ild og passion. Yderst medrivende.

Jeg er så småt også ved at have styr på grejet til Patagonia. En del af denne weekend er gået med at få fikset noget af alt det papirarbejde, der skal klares inden vi må stille til start i konkurrencen. En lidt kedelig del af festen, jeg vil jo helst bare ud og køre noget race. Men jeg forstår naturligvis godt, at race-arrangøren gerne vil have orden i tingene. Så det må vi tage med.

Træningen er ikke forløbet helt så godt som jeg gerne ville. Den har naturligvis været præget af de seneste, temmelig omtumlede, dage. Det er den slags bump man får på vejen her i livet. Jeg har kompenseret ved at fyre den godt af når jeg var af sted, så intensiteten har været ganske fornuftig. Jeg må give den ekstra gas de næste par uger og nappe lidt bonus på ThoraxTraineren – så skal det nok gå.

Der er hentet stumper fra A-H Cykler til mountainbiken. Den skal samles helt vanvittigt godt for ikke at samtlige bolte skal rasle løs i Patagonia. Nyt kranksæt, nye dæk og lock-tight på skruerne – så håber vi den holder hele vejen.

Teamet venter spændt på vores bestilling hos Salomon bliver leveret. Der skal en del tøj til sådan en tur og det er nok begrænset, hvor meget der overlever og er værd at tage med hjem igen. 6-8 dage, hvor der skal forceres tjørnebuske i hoftehøjde, slider en hel del på grejet. Det kræver solidt udstyr og samtidig må det ikke veje noget – vi skal jo selv slæbe på det hele vejen.

Anyway. Hvis du er nysgerrig, har jeg fået strippet videoen ned til ca. 200MB og lagt den her: [Patagonia Expedition Race 2011] Enjoy!

2,5 uge til afgang!

- Og hey, i morgen skal jeg ud og løbe med nogle af de andre fra Team Salomon.

This entry was posted in Dagbog. Bookmark the permalink.

2 Responses to Tung start på 2012 – men jeg kommer igen!

  1. Hey. Har lagt videoen på U-tube her: http://youtu.be/h0e1RWNkwr4

    Her er løbets site: http://www.patagonianexpeditionrace.com/index.php

    Formatet er dog ikke så godt som den oprindelige…

    Fiber eller dun…..? Fiber! LightweiGHT BAby! :)

  2. Tak for video! Og krydser fingre for at tingene går op i en højere enhed for Jer denne gang. Good luck! Mvh. Rune (LRJe)

Skriv et svar