How bad do you want it?

Hvis man søger på titlen på YouTube kommer et hav af motivations-videoer. Den seneste uges tid har jeg stillet mig selv netop det spørgsmål; How bad do I want it?

Det har være en hektisk tid, ikke første gang jeg skriver dette men januar har givet en del udfordringer. Første gik Spanair konkurs, som netop skulle flyve os til Madrid. Billetterne var tabt og nye kostede en mindre formue. Det fik vi dog løst. Vi fik bl.a. et godt tilbud om at blive kørt helt til Madrid. Senest i mandags måtte 2 fra teamet trække sig. Thea og jeg snakkede sammen i telefonen mandag først på aftenen og så skete der ellers noget!

Thea kender mange inden for Adventure-sporten og fik fyret op under nogle stykker. Jeg fik også et par rimeligt gode kort på hånden. Men inden jeg fik set mig om havde Thea fundet Peter og Morten (vi har joket med den navne kombination!). Peter, som har kørt med de bedste danske hold og lavet imponerende resultater i hele verden. Morten som er “Frø” og med en del erfaring fra adventurerace. Virkeligt stærke racere og super personligheder.

Vi var glade da brikkerne faldt på plads i løbet af tirsdagen. Så mangede vi blot økonomien. CUVA strækte sig langt for, at vi kunne komme afsted. Efter lidt snak om økonomi mellem Thea og jeg – var vi enige om ca. “How bad we wanted this”.

Det vi troede skulle være en smal sag viste sig at blive et mindre mareridt. Først nægtede  både rejse- og flyselskab pure at ændre navnene på billetterne. De ville end ikke annullere ordren (som følge af Spanairs konkurs). Så var alternativet at købe nye = på den forkerte side af 15k pr. stk! Igen snakkede Thea og jeg om hvor meget vi ville dette race.

Det endte med at Thea ringede direkte til flyselskabet i Latin Amerika og fik forhandlet frem at billetten kunne opgraderes og dermed ændres til de nye navne for kun 5k pr. stk. Vi bed på – vi vil virkelig gerne det her race. Lidt mails og formularer frem og tilbage.Thea og Peter satte sig i bilen og kørte fra jylland til Kbh. Jeg strøg i Salomon-butikken i Fields og hentede det sidste grej (tak fordi I holdt lidt længere åbent! Det er dælme service).

Onsdag aften kl 23:30 havde vi stadig ikke en afklaring – men vi skulle skaffe en advokat til at sige god for handlen/at flytte billetterne til nyt navn. Hvor skaffer man en advokat onsdag aften kl 23:30?! Men det lykkedes takket være Facebook og flinke venner. TAK!

En mail blev sendt, en opringning og udlevering af kreditkort oplysninger og vupti – vi kunne komme af sted! SÅ skulle der pakkes, godt jeg altid har Red Bull i bilen! Jeg kom hjem kl ca. 2:30 og skulle hente de sidste stumper samt smide min MTB i kufferten. Det lykkedes! Suses min bror i lufthavnen. Hjem og sove en lille time. Derefter hente Morten, i lufthavnen og læsse af og aflevere bilen til svigerfar. Så langt så godt.

Vi fik pakket optimalt i lufthavnen og checket ind. Den flinkeste checkin-dame ever! Vi nåede vores fly og var på vej. Frankfurt bød på 8 timers ventetid, og så videre til Madrid for igen at vente. Det tog os ca. 17 timer at komme ud af Europa. Alt vores bagage var med (vi snakker 4 cykelkufferter og temmelig mange “duffels”). Vi missede flyet fra Santiago men kom heldigvis med det næste. Også denne gang fik vi vores bagage med. Dejligt med lidt medvind. Det var også i Santiago vi kunne se mange af de andre hold ankomme, samt en mindre hør af adventurefotografer. Feltet i år er næsten 20 hold. Talentmassen er ganske stor. Det bliver awesome!

Nå i morgen stå den på gear-check, søndag på test af færdigheder på kajak og klarting samt officiel åbning og “captain’s meeting”, hvor vi også får kort udleveret. Mandag pakker vi og indlevere mad til de 5 depoter vi møder på de ca. 600-700km.  Tirsdag nat kl 2:30 starter racet. Det er køligt men solskin og lyst til ca. kl. 22. De har lovet regn på tirsdag og 5 dage frem.

Trust me – we want this really really bad!

This entry was posted in Dagbog. Bookmark the permalink.

Skriv et svar