Race report

Så er der igen, lidt, styr på tingene. Fantastisk at blive hentet i lufthavnen og komme hjem til en lejlighed med frisk sengetøj, kolde Red Bull og mælk i køleskabet, samt ikke mindst smagen af sprøde grønsager.

Det har været noget af en rejse. Der er gået 2 uger siden jeg kom hjem fra Patagonien. Den første uge gik med at få vasket, rengjort udstyr, afleveret udstyr og oprydning. Desuden skulle jeg igen i omdrejninger på jobbet. Der efter lidt praktiske ting og papirarbejde. Puh ha.

Anyway jeg er tilbage i alm. gear igen. Min krop har været slidt. Jeg har spist som en hest (ikke kun sunde ting, kan jeg godt afsløre). Jeg kom langsomt i gang med cyklingen igen – men løbet er først nu begyndt at blive behageligt endsige muligt. Så jeg føler mig klar til at kører træningen op igen.

Jeg startede racereporten allerede på vej hjem i flyveren. De sidste dage i Patagonien var ikke just præget af ro og internet-dækning. Mere om det senere, lad os spole tiden tilbage og starte fra begyndelsen.

Mandag d. 13/3

Dagen gik som planlagt med at få handlet de sidste ting. Rømmet vores lejlighed på det ellers hyggelige hostel, samt pakket og leveret vores depot-tasker. Derefter gik vi ud og spiste og fik slappet lidt af.

Dag 1

Racet startede kl 02:30 tirsdag nat. Så vi forlod vores hostel på mountainbike med vores rygsække på. Alt andet var stuvet ind i et skur i haven. Det var køligt men roligt og ikke så koldt som frygtet. Jeg havde fået for meget tøj på, men tænkte det ville være til pas når vi kom i gang med cyklingen.

Vi cyklede ned til startpladsen ved havnen. Samme sted som vores ”skill-test” var foregået. Vi checkede ind, fik vores lejede satelittelefon og race-bibs udleveret. Stemningen emmende af glade og spændte racere, der kun ville een ting – at komme ud og give den gas.

Vi blev linet op på vejen og startskuddet gik. Vi var placeret godt fremme og der blev givet gas fra starten. Det ramte mig som en hammer. Jeg ved ikke hvad der var galt, men jeg måtte kæmpe som en gal for at holde på. De andre virkede som de arbejdede koncentreret men ikke voldsomt hårdt – og jeg sled i det. Min puls var helt i det røde felt. Absolut ikke den start jeg havde håbet på. Her bagefter tror jeg det var for meget stress op til konkurrencen. Der havde været udfordringer, med stort set alt og de sidste dage inden racet. Jeg kæmpede bravt for at få lavet et par afleveringer til mit job. Jeg nåede det, men også kun lige. Nu var racet i gang og kombinationen af forløsning over at vi rent faktisk var kommet frem til start og kulminationen på en hel måneds stress fik det til at kokse. Min krop var komplet umulig.

Mine holdkammerater var heldigvis opmærksomme på mig. Jeg havde sagt at en hurtig start ikke just var min kop the – men at det skulle være så sløjt havde jeg absolut ikke forudset. Der var heldigvis hjælp at hente. Vi kørte de første mange kilometer på asfalt. Jeg lå på hjul lidt nede i feltet, de andre fra teamet var helt fremme. Jeg kæmpede og måtte lukke nogle ”huller”. På et tidpunkt ramte vi grusvej. Et stykke var meget løst og vi røg af sted og stenene sprøjtede om ørerne på os. Pludselig vælter ham foran mig. Jeg når kun lige at råbe og hugge skivebremserne, inden jeg selv røg ned. Heldigvis ikke et voldsomt styrt og der skete ikke noget. Minimale knubs. Jeg blev igen hentet af mine holdkammerater. For at komme op til fronten røg jeg på trækket. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har hængt i et træk, men jeg magtede ikke at lukke hullet selv. Der faldt ro på feltet og vi nåede op igen. Vi lå sammen med de rutinerede GearJunkies og vist nok et enkelt hold foran os og resten af feltet.

Efter 76km nåede vi strandet længere syd på. Det var nøje planlagt. Næste etape var kajak og de ville have os af sted tidligt på dagen, så det passede perfekt. Vi fik pakket cyklerne ned i kasserne. Det tog noget tid. Vi var ikke ordenligt forbedret – hvilket er en naturlig følge af udskiftning af personer og låne-grej mm. Men vi fik rigget kajakkerne til og kom af sted som et af de første hold.

Min krise fortsatte for fuld styrke i kajakken. Der var 2-3 meter høje rullende bølger. Vejrforhold jeg ALDRIG har været i nærheden af at sejle i. Flere gange satte jeg ”skeen” i modsatte side af bølgerne og den bare forsvandt. Der var simpelt hen for langt ned til vandet. Jeg var træt og manglede power. Det er mig stadig en gåde hvordan Peter fik vores båd over det stræde. Thea og Morten klarede sig bedre i deres båd omend Morten også havde sine kampe med bølgerne. Efter godt 20km nåede vi en ø med vores opsamlingspunkt. Snorlige navigation.

Turen henover øen var godt 10km. Kajakkerne skulle slæbes gennem skov, op og ned af bakker, sumpområder og græs-sletter. Det var tungt og slidsomt. Vi havde stadig vores tørdragter på og det blev ganske varmt op ad dagen. Turen tog det meste af dagen. Jeg begyndte heldigvis at få det lidt bedre og kræfterne vendte tilbage.

På den anden side af øen kunne vi mærke det var blæst op. Vi fik besked på at ro yderligere ca. 20km til næste opsamlingspunkt. Men der skulle vi overnatte. Blæsten var for voldsom til at fortsætte over næste stræde. Det var en fin tur. Peter fik søvnkrise det sidste stykke, dejlig fornemmelse at være den med overskud og kunne hjælpe lidt til.

Vi nåede stranden hvor vi skulle slå telt op. Vi frøs, det var køligt, solen var gået ned og vi var gennemblødte af sved. Det er en sløj kombination. Vi fik teltet op, spist lidt og røg i poserne.

Det skulle senere vise sig at allerede på første etape af kajak-strækket var et hold blevet evakueret og indlagt med underafkøling. Det er barsk natur og man skal have styr på sit grej!

Dag 2

Næste morgen stod vi op kl ca. 5. Trak det våde tøj på igen – en klam og kold fornøjelse. Pakkede teltet ned og stuvet kajakkerne. Kl 6 blev løbet igen frigivet og vi sad klar.

Vi roede igen i store bølger over et stræde. Jeg var bedre kørende denne morgen og havde fået lidt mere øvelse i at ro under disse betingelser. På et tidspunkt fik vi følgeskab af en folk sæler der lå og legede 1 meter foran kajakkerne, sprang 2 meter op i luften og hyggede sig. Jeg sad med det bredeste smil på. Ubeskriveligt. Priceless! Vi fik også set finnen på en Chiliensk delfin.

Godt 20km og små 4 timer senere skyllede vi ind på stranden, bogstavligt talt. Hurtigt fik vi pakke kajakgrejet i en plastikpose og skiftet til vores løbe/trekking tøj. Alle mand var friske og vi fik små-luntet de 16km til vores CheckPoint. Et hurtigt skift, et godt måltid, en kop varm the og fyldt rygsækkende og så stak vi videre. Vi forlod CP’et sammen med det Sydafrikanske hold. Trekket var på yderligere godt 60km foruden de 16km vi allerede havde tilbagelagt.

Det viste sig at være en god ide. Sammen fandt vi retningen og ret hurtigt samlede vi et trail op som vi fulgte. En ting vi nok ikke havde turdet gøre alene – men sydafrikanerne er nogle rutinerede drenge og med flere navigatører på kortet var risikoen ikke så stor. Det gik strygende og vi holdt godt tempo. De andre måtte stoppe og ordne pigens fødder vi fortsatte, og mødte bl.a. det franske hold. Vi lå tæt og flere gange så vi hinanden ved vandløb for at tanke vand.

Det blev mørkt og vi prøvede at gå ind i natten. Men skoven var tæt og mange steder var krattet i brysthøjde. Vi blev hurtigt usikre på om vi var der hvor vi troede og dalen passes ikke helt med det vi så på kortet. Vi besluttede at slå lejr for natten. Det er jo lidt meget hvor hurtigt du løber, hvis du er på vej i den forkerte retning.

Dag 3

Næste dag stod vi igen op ved daggry. Vi var kommet op ad den forkerte dal. Men det var ikke noget seriøst. Navigatøren havde et godt opfang og vi besluttede at stikke over bjerget. Det var en flot tur og nok ikke noget der kostede os meget ekstra tid. Vi fik banet os vej igennem den fantastiske natur og ved et af de sidste checkpoint fik vi beskeden om at det sidste checkpoint var flyttet yderligere 16km væk. Noget med en lastbil der ikke kunne komme frem med vores mountainbikes. Det kostede lidt på moralen. 16km er 4 timer ekstra i skoene og ville have taget 30-40min på cyklen. Desuden havde vi ikke helt energi med til de ekstra timer.

Nå det er jo ens for alle og der var ikke så meget at gøre ved det. Så vi kløede på. De ekstra 16km skulle dog vise sig at går hårdt ud over nogle af os. Fødderne fik tæsk og de første vabler meldte sig. Især Mortens fødder var hårdt ramt og han fik en mindre krise. De 16km blev noget længere men til sidst fandt vi det ”nye CP”, vi endelig kunne få vores mountainbikes. Morten havde det stramt, på grænsen til skidt. Han fik noget at spise og røg i posen. Vi andre fik samlet cykler og pakket. Da vi var klar vækkede vi Morten og kom af sted.

Jeg havde god energi. Præcis som jeg plejer at have det på cyklen. Jeg fik den tunge rygsæk, lagde mig i front og fik trukket os et godt stykke af de ca. 140km. Store grusveje, medvind og godt rul i cyklerne. Det var en fornøjelse. Vi havde for lidt vand med og der var ikke meget at finde inde i landet. Så vi måtte stoppe når muligheden bød sig. Tanken var at vi ville køre hele vejen til næste CP – men med natten kom søvnkriserne. Først mig – ganske kort, så blev nogle af de andre ramt og til sidst var tempoet for lavt. Vi slog igen lejr for natten.

Dag 4

Vi stod op, fik pakket – det var nu næsten helt rutine at tage vådt, koldt og klamt tøj på. Op på cyklerne og af sted. Vi nærmede og de rigtige bjerge og fandt hurtigt vand denne morgen. Jeg var stadig i mit es og kunne få lov til at hjælpe lidt med trækket op ad de sidste stejle veje. En længere nedkørsel i den kolde morgenluft og så var vi ved næste CP. Her mødte vi igen vores trofaste følgesvende fra Sydafrika og Frankrig. Et godt og varmt måltid mad, pakke rygsække og ud på det lange trek. Ca. 150km ventede os. Vi havde regnet med det skulle tage ca. 3 dage. Men vi blev klogere – meget klogere. Vi holdt fast i vores strategi med at sove om natten, hvis forholdene ikke var til at navigere.

Første stræk var ad en sti, men det var ikke langt vi kom ad den først vi måtte op af bjergsiden i stedet. Der blev passeret nogle vandløb/kløfter via træstammer som var væltet henover. Det var første gang det gik op for mig, hvor risikabelt det her var eller kunne være. Alt efter hvilke beslutninger man tog under vejs.

Dag 5-6-7-8

Nu begynder dagene at flyde lidt sammen og jeg har ikke fået kortmaterialet fra vores navigatører endnu. Men det er relativt simpelt. Det lange trek er en blanding af bjerge, sump, skov og ”bushwacking”. Det begynder at gå bedre med navigationen. Vi er mere spot-on og nogle af de andre hold begynder at lave fejl og gå i stykker. Vi er konstante i det vi gør. Vi har ikke rutinen og farten, men konstante og uden store brølere. Det kører. Vi får nogle fantastiske oplevelser.

En aften prøver vi at komme over et bjerg og får følgeskab i den beslutning af det franske hold.

Et par gange under den opstigning tænker jeg: ”Hvis mine sko og trekking poles glider nu, så er der ikke noget imorgen”. Men det sker heldigvis ikke. Det er en massiv tanke at lægge sit liv over i sålen på et par Salomon-sko. Vi kommer alle til toppen i god behold. Det er koldt, mørkt og blæsende men vi er der. Det lykkedes dog ikke at finde en vej ned i mørket. Så vi slår lejr på toppen og går ned næste morgen.

Undervejs passerer vi flere floder og vandløb. Smeltevand er latterligt koldt og det er en syret oplevelse at svømme i så stærk strøm. Helt ude af kontrol. Et par af de andre hold kommer i store problemer, men vi er godt kørende på det punkt.

En nat slår vi lejr lige før et langt stærk i sumpområde. Det er koldt om natten og vi opdager det på den hårde måde. Næste morgen er alt og jeg mener ALT frossen til is. Vores sko til brækkes op fordi de er en isklump og umulige at få fødderne i. Strømper er stive som brædder. Underligt – og endnu mere underligt, at man kan få sig til at tage det på og mose videre. Dag efter dag.

Jeg falder på et tidspunk og slår mit knæ på en klippe. Heldigt det ikke gik i stykker – men det hæver op og bliver noget stift. Det giver en alternativ gang – men vi fik det holdt gående.

Vi beslutter også på et tidspunkt at gå ned af en sneklædt bjergside. Vi har dygtige folk på holdet, der kender til sne og har erfaring med forholdene på et bjerg. Men det er stadig ukendte territorier og risikobilledet synes en anelse højt. Men ned kommer vi alle og i god behold.

Vi vælter rundt i bæverland, sump, skov, finder trails fra vilde heste, som er lidt mere fremkommelige. Vi ser de flotteste bjergsøer. Vi oplever sne og slud, sol og blæst. Patagonien byder på alt.

På de sidste stræk ser vi en del gletchere. Det er flot men kan ikke helt aflede vores tanker fra sulten. Vi havde taget mad med til 3 dage. Jeg havde fyldt rygsækken med en del ekstra. Det blev der grinet meget af. Trekket bliver dog i stedet 5 dage langt. Så selvom vi havde ekstra med – så var det slet ikke nok.

Dag 8

Vi ankom til CP19 hvorfra det sidste stykke skulle klares i kajakken. Benene var trætte og vi havde ikke fået meget at spise de 2 sidste dage og da slet ikke mad af kvalitet. Der er grænser for hvor sjovt det er at køre på gels og ren sukker efter en uge i konkurrence. Men vi var trods alt ved godt mod. Vi vidste vores maddepot var fornuftigt og overkroppen var frisk nok til endnu en omgang på søen. Desværre var det stormvejr. Det havde det været et par dage, det kunne tydeligt mærkes på toppen af bjerget – men det var lige så slemt ved vandet. De første hold havde ligget underdrejet i teltet et par døgn. Holdene havde satset hårdt eller undervurderet risikoen, så de var gået på rov i de andre holds maddepoter. Ikke specielt sportsligt, men måske nødvendigt. De kunne så blot have holdt sig til at tage fra de hold som allerede var udgået. De ville nemlig ikke nå frem til deres depot, men der var taget lidt hist og her. En halv cola, slikposer osv. Nå men vi blev mætte og røg i soveposen. Det blev en kort tur. Vi blev vækket kl 22:30 med sidste information om at vi skulle på vandet kl 5:30 næste morgen. Vi stod op kl 3:00, det var lidt for tidligt – men rart at have god tid. Det stormede præcis lige så meget denne morgen som de foregående. Men vi riggede til og havde stævnen i vandet da vi afventede “the final call” på satelittelefonen.

Telefonen ringede og etapen blev aflyst. Det er militæret der styrer området og skal garantere vores sikkerhed. Plan B blev i værksat. Et skib ville komme og hente os et par timer senere. Det er ikke unormalt i dette race at vejret dikterer en stor del af konkurrencen. Det er vikårene. Ud af bådene og ind i et stort “dome”-telt med os racere. Da fragtskibet ankom, sejlede vi ud til en lille pynt blot et par hunderede meter fra stranden. Jeg sad forrest i båden og blev godt våd bare på det korte stykke. Hurra for tørdragt, neoprenhus og solbriller. Vi fik kajakker ombord på det gamle landgangsfartøj, læsset det sidste grej og dampede af sted. Tanken var at vi skulle sejles frem til en fjord og så ro de sidste 10km mod mål. Det tog dog noget længere tid at læsse end forventet, så vi ankom først sent på eftermiddagen til fjorden. Der var det for risikabelt at sejle ind, grundet frygt for isbjerge. Vi måtte ligge for anker og vente natten over. Næste morgen sejlede vi ind i fjorden ved daggry og kun top-3 holdene fik lov til at sejle parade de sidste små 2km op til det der skulle have været mållinjen i dette års race. De blev læsset ombord igen og så gik turen ellers tilbage mod Punta Arenas. En tur der tager et lille døgn tids.

I alt godt 2 dage efter vi startede ud fra CP19 nåede vi endelig civilisationen igen. En taxa tilbage til vores hyggelige hostel. Et par timer med at ordne grej, tage et MEGET tiltrængt bad gik hurtigt. Kl 15 var der afhentning af det sidste grej og en hurtigt gang shopping for dem, der ikke kunne have sko på men måtte i sandaler.

Vi fik slæbt cykelkufferter og alt det andet hjem og brugt igen nogle timer på at få pakket og rengjort udstyr. Et hurtigt smut i byen for at hente kontanter så der kunne betales for overnatning og så afsted til den officielle afslutningscermoni. En lidt sparsom middag, en masse tager og billeder senere var kl 23 og vi tog en taxa tilbage til byen. Vi huggede en pizza i os og fik et par timer på køjen inden vi blev hentet kl 02 for at køre i lufthavnen. Lidt bøvl med flybilletter og overvægt/bagage – men vi nåede kl 04-flyveren til Santiago. Derfra er det gået slag-i-slag mod København.

Det har været en vildt spændende tur. Masser af udfordringer, mange ting er lært, grænser er rykket og alt i alt en oplevelse for livet. Der er fantastisk på de kanter omend noget koldt og temmelig vådt mange steder. Jeg beklager ikke men alting gik helt bananas da vi skulle bruge et helt døgn mere på den båd. Ja færge var det ikke, der var nul service, kun halvsløj mad, vådt og fugtigt over alt med en duft af sved og blod, mugne fødder og klamt tøj.

9 dage er gået hvor vores sko har været enten:

1) Våde

2) Våde og kolde

3) Våde og fulde af mudder

4) Våde og fulde af sne

5) Stiv frosne (både sko og sokker!)

Men nu er jeg tilbage igen, mæt af konkurrence og oplevelse, klar til at få lidt ro på. Gad vide hvor længe det varer?!

Lidt billeder fra turen: http://www.alexandrebuisse.org/blog/2012-Patagonian-Expedition-Race:-The-Shots

Og interview efter vi er kommet hjem: http://go.tv2.dk/morgentv/id-48716865.html

 

This entry was posted in Dagbog. Bookmark the permalink.

Skriv et svar