Dagen før

”Kan du have en fortsat god dag”.

Et splitsekund overvejer jeg, hvordan jeg skal replicere. Ekspedienten mener det sikkert godt, og det er jo ikke hendes skyld, at colaen fra kølemontren er alt andet end kold, at den serverede omgang færgemad næppe bliver et uforglemmeligt gastronomisk trip eller at jeg allerede har fortrudt min bestilling, og desuden virker hun venlig nok, så jeg nøjes med et ”I lige måde”. Coca Cola Zero kan bruges til meget, også til at overdøve den fade smag fra restaurantens frituregryder mellem Rødby og Puttgarden på vej mod Lensahn, hvor opgaven går ud på at servicere Kim til 3-dobbelt Iron-man.

For en uindviet ser projektet ikke lovende ud: Tyskland i provinsen, villakvarter med velfriserede græsplæner, røvballegardiner i murermestervillaer og løbetur med start klokken lort lørdag morgen. Gab!

Normalt er Lensahn et stille og lidet bemærkelsesværdigt germansk provinshul, men én gang om året, sidste weekend i juli, forvandles denne ubetydelighed på landkortet til triatlonverdenens navle. Kornfede mænd med maveregionen proppet med alskens goder fra hjemstavnens bryggeri og matroner i letsværvægtsklassen fra lokalafdelingen af Heimwehr (Hjemmeværnet) er udkommanderet til at regulere trafikken på de nærliggende villaveje, og den parkerede bilophobning og teltlejrene langs kantstenene ser foruroligende ud. Indbyggerne har dog oplevet hele menageriet tidligere, og selv om borgmesteren i sin alenlange og dødsens kedelige velkomsttale ved det obligatoriske pasta-party snakkede om en by i noget, der mindede om undtagelsestilstand, så tager beboerne hele det tilrejsende cirkus med ophøjet, stoisk ro.

Allerede dagen inden startskuddet lyder, begynder lokalbeboerne at forberede det 3 dage lange freakshow, hvor ellers normalt fungerende og tilsyneladende velbegavede mennesker i deres bedste alder udsætter deres krop for minimum 36 timers uophørlige strabadser og søvnmangel. Hjemme på matriklen gør de herboende Hausfrauen klar til fest; havemøbler omrangeres og vendes, så beboerne og de inviterede gæster fra forhaven har frit og ugeneret udsyn til de hårdt kæmpende triatleter. Fra de lokale supermarkeder kommer tyske villaejere slæbende med fyldte indkøbsposer; trækul og tommetykke frankfurterpølser til grillen og Hasseröder dåsepilsnere. Et tysk triatlon-pubikum tager sine forholdsregler. Man skal jo nødig dø af tørst under arrangementet…

For Kim handler det torsdag aften om at få styr på de sidste stumper, få monteret startnummer på cyklen, cykeltrøjen og løbetrøjen samt gøre den udleverede, lyserøde badehætte klar til morgendagens svømmetur. Kl. 06.50 skal deltagerne stå klar i svømmepølen, og så går det ellers løs med 11,4 km. svømning. Forud for konkurrencen er Kim forsigtig optimist. Den venstre fod der har generet ham gennem hele forsommeren, udviser tegn på fremskridt, så måske løbeturen ikke bliver så hård endda. Som Kim siger: Det er jo kun 126 kilometer…

This entry was posted in Dagbog. Bookmark the permalink.

Skriv et svar