Utak er verdens løn!

Mens de fleste formentlig har opmærksomheden rettet mod et mindre sportsarrangement på græsrodsniveau i London i disse timer, så er denne måneds virkelig interessante sportsbegivenhed allerede skudt i gang.
Klokken 05.30 i morges flænsedes morgenidyllen af en insisterende mobiltelefons hylende og hvæsende alarmsignal. Så kunne man ligge og rode rundt på gulvet i et sokkesurt klasselokale på Lensahns Volks- und Betriebsschule, og overveje hvorvidt dette virkelig er en optimal måde at starte en tindrende smuk sommerdag på.

Knap halvanden time senere stod Kim klar i sin våddragt og fremstod næsten som en dansk udgave af Batman. Havde han nu bare haft spidse, opretstående ører som en schæferhund i stedet for en lyserød badehætte på hovedet, så havde sammenligningen holdt vand! Kort før startskuddet skulle vor Herres lokale udsending, pastor Sagawe, af uvisse årsager velsigne stævnet og deltagerne på skiftevis tysk og et noget gebrokkent engelsk.

Kim interviewes af den lokale tv-station inden svømningen.

Derefter kunne triatleterne komme i fokus, og størst opmærksomhed tiltrak hjemmebanefavoritten, Heiko Stoklossa, fra München sig. Den tidligere dobbelte vinder her i Lensahn satte ny svømmerekord for stævnet med tiden 2 timer og 56 minutter. Kim havde undervejs holdt sig orienteret om sine fremskridt ved at navigere efter solens placering i forhold til de birketræer der omgiver svømmearealet, og steg op af bassinet små 20 minutter senere end Heiko, 2 minutter langsommere end sin personlige rekord og på løbets 4. plads. Det var han ikke utilfreds med.

Kim fanget i et koncentreret øjeblik i vandet.

Utilfreds var derimod Maj der som tak for at hun i skiftezonen fodrede Kim med en banan, blev bidt i fingeren! I øjeblikket er Kim på cyklen, og der vil han være at finde de næste 17 – 18 timer, hvor den kvælende sommervarme med dertilhørende krav til væskeindtag bliver den største udfordring! Så længe går der forhåbentlig ikke før næste opdatering her på sitet. Stay tuned!

This entry was posted in Dagbog. Bookmark the permalink.

Skriv et svar