Optur – ja tak!

Hej :)

Så er jeg kommet hjem igen efter en noget overraskende weekend.

Først og fremmest et stort tak til min support. Crewchief Maj, John og Jesper som alle nu er semi-pro’er i denne ædle disciplin. Andreas og Daphne var med for første gang og gav den super meget gas. Anna der troppede op hele weekenden for at heppe og løb med på de hårde runder. De andre danske crews, der alle hjælp på kryds og tværs såvel danske atleter som udenlandske. Tusinde tak for hjælpen, tusinde tak for alle de gode tanker hjemmefra, på nettet, facebook, telefonen osv. Effektiv support, positiv stemning samtlige 3 dage konkurrencen kører og ikke mindst i tiden før og efter. Det betyder uendeligt meget og er altafgørende for resultatet.

Jeg har haft nogle relativt sløje forberedelser. Min ene fod har drillet lidt i foråret. Jeg har ikke kunnet træne optimalt og mit løb har været meget begrænset. Jeg har ikke løbet smertefrit i lang tid selvom mængden har været nede omkring 2*14km pr. uge (til sammenligning løber de bedste ca. 100-150km pr. uge).

Jeg besluttede dog at stille op alligevel. Dels havde jeg fået overført mit startnummer fra 2011, hvor jeg blev sendt til Kina og arbejde en måneds tid. Dels fordi jeg selvfølgelig gerne ville være dernede sammen med alle de andre atleter. Jeg er ikke ret god til at sidde og følge med på nettet. Jeg havde fået rimeligt styr på foden ca. 10 dage før konkurrence-start, så vi pakkede mine ting og tog af sted.

Jesper har allerede skrevet en del om selve konkurrencen og det gør han langt bedre end jeg. Så jeg vil nøjes med at bidrage med et par af mine egne “learning-points”.

Svømningen gik meget fint. Jeg har ikke svømmet alverden og alligevel ligger tiden inden for et par minutter af min bedste. Der var lidt forvirring da jeg skulle ud af vandet. Normalt viser de et skilt i vandet når der mangler 100m. Det glippede dog denne gang, så jeg var startet på en ekstra runde inden mit crew fik mig råbt op og jeg kom op på kanten.

Cyklingen gik fint. Jeg plejer at cykle lige op med Heiko og har endda tidligere kunnet køre ham ind. Heiko er 43 og tidligere elite-svømmer på landsplan i Tyskland. Han er en rigtig habil svømmer. Der ligger 8 atleter i en 50m bane og vi andre ligger og følger kanten frem og tilbage, så vi nærmest svømmer rundt i en oval. Heiko ligger så i midten og pisker frem og tilbage. I år var ingen undtagelse har slog sin tidligere rekord og røg ud af vandet under 3 timer. Det er en sand fornøjelse at se Heikos teknik når han glider forbi.

Jeg vidste Heiko var skarp i år. Vi dystede i 2010, hvor jeg satte cyklen først men blev overhalet på løbet af en ung ultra-hurtig Adrian og så Heiko. Men Heiko eksploderede omkring de 70-80km (ca.) på løbet. Stoppede, kom i gang igen, stoppede og kom i gang igen igen. Han endte (vist) som nr. 5 i 40+ timer. Ikke noget der passer en tidligere verdensmester og dobbelt vinder af stævnet. Så at han var tilbage i 2012, var helt sikkert for at sætte tingene på plads – og det gjorde han så!

Jeg hang på de første timer af cyklingen, uden fornemmelse for min placering og de andre i feltet. Bare Heiko og jeg. Det gik forrygende, men eftermiddagsheden ramte mig hårdt – rigtigt hårdt. Flere atleter peb over vrøvl med maven – jeg synes heller ikke jeg kunne mønster helt samme power og bakkede lidt af. Det hjælper mig så godt som altid i varmen – lidt ned i fart og så ride stormen af.

Det gik også denne gang – men Heiko trives fint i varmen. Steve fra UK havde det også ganske OK, han klagede lidt over ømhed i nakken så han ikke kunne ligge så meget i bøjlen. Heiko brugte tilsyneladende heller ikke så meget bøjlen – men han var kælderkold. Holdt hårdt tempo hele vejen, stod op på cyklen og tissede på vej ned ad bakke. Jeg så ham stoppe een gang, for at få aften/nat-tøjet på.

Jeg har tidligere haft svært ved natten. Jeg får de ondeste søvnkriser, ofte direkte farligt at lade mig sidde på cyklen. Farligt både for mig, for de andre atleter og crewmembers i supportområdet. Sidste gang i Lensahn da jeg blev 2′er (VM 2010) kostede søvnkriser mig næsten en hel time. Det holder slet slet ikke i disse konkurrencer.

Siden da har jeg derfor lavet lidt om på tingene. Jeg er begyndt at anvende Red Bull både i min træning og mere målrettet under konkurrence. Det virker rigtig godt for mig. Jeg har gennem vinteren haft nogle seje onsdage med 4 timers spinning/indendørscykling og fuldtidsarbejde. Det kan knibe lidt med koncentration og energi på dagens sidste træningspas. Men Red Bull har lige boostet de sidste watt ud af den sidste træningstime på disse monster-dage. Cool nok. Jeg prøver normalt at undgå for meget sukker når jeg ikke har direkte brug for det. Så i hverdagen jeg veksler mellem “light” og “skarpe” drikke.

Da mørket faldt på gik det bedre end forventet og jeg nåede at tænke jeg blev skånet af søvn-monstrene denne gang. Sådan gik det naturligvis ikke. Jeg var mere frisk, da jeg helt klar har fået mere ro på op til disse konkurrencer. Dels fordi jeg selv er mere rutineret og dels fordi mit supportteam sparker mås. Men krisen kom, og jeg kæmpede – bravt. Sejlede rundt på cyklen og nåede lige at klage min nød til teamet. Jeg havde SÅ svært ved at holde mig vågen! Der var musik på ipod’en og de bryggede en stor Red Bull-cocktail til mig. Jeg nåede lige at bunde flasken, da det ondeste tordenvejr og slagregn startede. DEN kombination kunne holde mig vågen og jeg fik igen rul i cyklen. Et enkelt ukoncentreret øjeblik var dog ved at koste mig en tur i høballerne. Våde fedtede veje og en stærkt jagtende KG resulterede i at dækkende slap grebet i rundkørslen og jeg gled sidelæns. Heldigvis kun ca. 20cm, så fik de fat igen! Herligt når man føler nogen holder hånden over een.

Jeg fik sat cyklen som nr. 3. Andreas og John hjalp mig med omklædningen, alt var klar og klappede. Andreas var begejstret for placeringen og jeg fortalte han ikke skulle forvente jeg kunne holde den. Jeg burde selvfølgelig have flettet næbet. Tanken om mange måneder med kun 2*14km løbetræning pr. uge incl. en del smerter og frustration, ledte mig ikke til en forventning om 3 marathons i godt pace helt og aldeles smertefrit løb.

Men sådan gik det. Jeg kom godt af sted på løbet. Fik nogle runder i skoene inden Sigurd satte cyklen. I starten fulgtes vi rundt. Det var hyggeligt, han holdt et godt pace og jeg ville lige snuse til hans teknik. Men han var virkelig selvkørende og fantastisk godt supportet af hans unge uerfarne team. Så jeg futtede videre i mit eget tempo. Smerterne i foden kom aldrig. Løbeturen var godt i gang og vi skruede lidt tempo på efter godt 30km. Jesper luntede med, holdt mit humør oppe, slæbte mit vand og hvad jeg ellers skulle bruge.

Varmen ramte mig igen virkelig hårdt om formiddagen og jeg fråede alt hvad jeg kunne få snitterne i af isterninger og sodavandsis. Heldigvis kom skyerne igen og jeg fik bedre betingelser at arbejde under. Anna joinede og løb med nogle runder efter Jesper hoppede af med sit første marathon i stængerne. Maj løb med et par runder og Jesper kom stærkt igen og fik klemt sig over de 50km. Det var meget motiverende og underholdende.

Der var hård kamp om 4. og 5. pladsen og på et tidspunkt overvejede jeg om de kunne nå op. Men 4. pladsen var slidt og baseret på tidligere erfaringer, så holder han ikke det hurtige udlæg hele vejen. Det var heller ikke tilfældet denne gang, Pascal Correc kom op på 4. pladsen, men ham havde jeg fulgtes lidt med tidligere og Pascal’s tempo kunne jeg godt matche. Så med de godt 8 runders forspring kom podieplaceringen aldrig rigtig i fare.

De sidste km bar præg af de manglede trænings-kilometre og konkurrence-pres, men jeg nød turen selvom benene var trætte.

Alt i alt en dejlig oplevelse – godt selskab, meget fornemt resultat, flere erfaringer og mentalt overskud.

Turen hjem var barsk, mange timer bag rattet med køretur over Fyn samt en spinning time kl 6:30 mandag morgen. Men jeg nåede det hele og fik rullet benene i gang.

I dag er kroppen fornuftigt frisk, grejet er ved at tørre og jeg glæder allerede til at komme ud og lege igen!

This entry was posted in Dagbog. Bookmark the permalink.

Skriv et svar