900 km tilbage

Så har Kim rundet de 2700 kilometer på sin jernhest, og er således 3/4 igennem cykeldelen af konkurrencen. Der resterer nu en bagatel af 900 km før Kim kan kaste sig ud i sit livs længste løbetur.

Den foreløbige konklusion på nattens forlængede sovepause er, at det var en god investering. Kim har nu cyklet i tre timer (fraset en morgenmadspause, hvor tre pandekager og en omgang røræg med pølser måtte lade livet), og han mener selv, at den ekstra søvn er “penge i banken”. Såfremt låret holder, klør Kim på med krum hals indtil frokost, hvorefter han snupper sig en middagslur.

Greger har fortsat problemer med gearskiftet på sin cykel og har overladt sin cykel til Rick og er selv i gang med sin morgenmad, og derefter skal han sove i 5 timer. Gregers ene ankel er begyndt at hæve – hvis ikke han får stoppet den hævelse, står han overfor en gevaldig udfordring inden maratonløbene!

Uwe, som med dette race afslutter en 20-årig karriere som ultratriatlet/ultraløber, har efter sigende et potentielt problem med et knæ, der ved tidligere konkurrencer har undermineret hans chancer.

Samtlige ryttere og løbere, har fået en ny udfordring, idet et træ er væltet og har spærret halvdelen af vejen hvor det ligger. Desuden er et elkabel revet over og ligger ligeledes midt på ruten.

This entry was posted in Dagbog. Bookmark the permalink.

Comments are closed.