Ømme fødder

Så har natteroen atter sænket sig over parken her i Monterrey. Kim er på vej til køjs efter at have vandret sig igennem de første 60 kilometer. Det har været en hård omgang at skulle have benene rettet ud oven på den lange cykeltur, og fødderne er ved at være lidt mærket af den meget lange spadseretur.

I løbet af dagen har Kim gjort, hvad der står i hans magt for at beskytte og pleje sine fødder så godt som muligt: de bliver smurt ind i et ordentligt lag vaseline inden strømperne kommer på, de får et fodbad flere gange om dagen og får den hvile, som er nødvendig. Kim er meget tilfreds med dagens forløb, ikke mindst med, at cyklingen nu er overstået og at han har fået taget hul på den sidste af de tre discipliner.

Låret er heldigvis ikke blevet forværret af de 60 kilometer til fods, hvilket der ellers var en begrundet frygt for. Det giver trods alt grobund for en vis optimisme med henblik på at fuldføre racet som den første dansker nogensinde.

This entry was posted in Dagbog. Bookmark the permalink.

Comments are closed.