Det er så yndigt at følges ad…..

I øjeblikket spadserer Kim og Maj side om side rundt på strækningen. Kim har netop rundet de 125 km, og da måleren stod på 60 kilometer, da han startede i morges, har han altså allerede nu, klokken 18.15 mexicansk tid, opfyldt sin “dagsration” – 14 timer før deadline!

Kims plan er, at han vil fastholde strategien om 65 kilometer/døgn til og med i morgen, og derefter vil han genoverveje sin situation, herunder bl.a. tage med i betragtning, hvordan det går med hans venstre lår. I løbet af dagen har Kim forsøgt sig med små, korte løbeture for at se, hvordan det beskadigede lår reagerede. Resultaterne var positive! Kim mærker stadig fremgang, men tør endnu ikke at blive overmodig og give efter for fristelsen til at begynde at løbe. Måske meget fornuftigt med et endnu ikke skadefrit lår og 17 maratonløb ventende i horisonten!

I spidsen for konkurrencen finder vi stadig tyskeren Uwe, men forspringet til den stadigt imponerende hurtigt løbende ungarer Ferenc svinder hastigt ind. Ferenc bruger stadig kun 75% af den tid, som Uwe, Greger og Kim bruger pr. omgang. Kan Ferenc fortsat holde sig skadesfri og undgå det store sammenbrud, ligner han mere og mere en samlet, værdig og fuldt fortjent vinder!

Greger har haft problemer med sit højre ben i dag, og har som tidligere omtalt været en hyppig gæst i lægeteltet. Han er dog kommet på højkant igen, og er såmænd begyndt at løbe – måske et udtryk for, at han er ved at være utryg ved den stadigt kortere distance ned til Kim?

Fra den mere alment kulturelle afdeling kan det meddeles, at et mexicansk orkester, tilsyneladende med speciale i hæse, nærmest aggressive trompeter og buldrende trommer, for fjerde aften i træk praktiserer friluftstræning. Skal man skrive en positiv anmeldelse af den musiklaske fremturen, så kan man da i hvert fald betegne orkester med tilhørende dirigent som vedholdende!

This entry was posted in Dagbog. Bookmark the permalink.

Comments are closed.